Jessen er tilbage på hele Lolland-Falsters hold, og han glæder sig til igen at kunne trække i trøjen og løbe ind i CM Arena.
Det var en fanfavorit, der for et par år siden forlod Nykøbing FC for at prøve lykken andetsteds.
Nu er ’Raketten fra Rødby’ dog tilbage i NFC-trøjen, og det glæder den lynhurtige kantspiller.
– Jeg er lykkelig for at være tilbage. Det føles fuldstændig som at komme hjem, og jeg er meget glad for, at klubben har givet mig den her mulighed, siger Jessen, der jagter stabilitet efter en turbulent periode.
– Jeg har brug for noget stabilitet, og det føler jeg virkelig, at jeg får her i klubben. Jeg kommer hjem til et sted, som jeg kender ud og ind, og det giver mig en masse ro til igen at finde mit niveau.
Nykøbing FC er i en rivende udvikling, og alene på de to år som Jessen har været væk, kan han godt mærke forskel fra senest han var i klubben.
– Der er sket rigtig meget siden sidst, jeg var i klubben. Niveauet til træning er stadig rigtig højt, men hele setuppet omkring truppen er blevet optimeret og gjort endnu mere professionelt. Der er virkelig mange dygtige trænere og kompetente folk omkring os hele tiden. Det er en fornøjelse, fortæller han.
Fansene har aldrig lagt skjul på deres kærlighed til den målfarlige kantspiller fra Rødby, og selv kan Jessen da heller ikke vente med at returnere til CM Arena.
– Det bliver fantastisk at løbe ind i CM Arena igen. Jeg har et rigtig godt forhold til fansene, og dem glæder jeg mig til at spille for igen. Jeg håber at se mange af dem allerede i morgen, slutter han.
Jessen kan gøre comeback allerede i morgen, hvor NFC tager imod Slagelse kl. 15:00 i CM Arena.