Seneste nyt

Nicolai Dohn: Imponeret over de professionelle forhold i Nykøbing FC

af

Midtbanespiller Nicolai Dohn kom for tre uger siden til Nykøbing FC, og forholdene har imponeret ham.

På premieredagen for NordicBet Ligaen blev Nicolai Dohn efter et kort prøveophold hentet til Nykøbing FC.

Den tidligere AC Horsens spiller har siden spillet en flot kamp mod Lyngby BK i Sydbank Pokalen, ligesom han også har fået diverse indhop i ligasammenhæng.

Selv føler midtbanespilleren da også, at han er faldet godt til i klubben.

– Det har været en rigtig god start her i Nykøbing FC. Det har været meget nemt at falde til, og jeg er blevet taget godt imod af både spillere, trænere og folk omkring klubben, så det har været super dejligt.

– Mit indtryk af klubben er rigtig godt. Det er minimum lige så professionelle forhold i Nykøbing FC, som der var i AC Horsens, så selvom vi pt. ligger en række under AC Horsens, så har jeg slet ikke oplevet det som et skridt nedad, fortæller Nicolai Dohn.

Forholdene omkring Nykøbing FC har altså imponeret den sindige jyde, der ligeledes glæder sig over niveauet til træning og det at få lov til at spille fodbold på jorden.

– Træningsniveauet er rigtig højt. Der er mange dygtige drenge i truppen, og jeg er meget glad for måden at træne på, hvor vi gerne vil spille lidt teknisk i stedet for at holde bolden i luften. Det kan man ikke sige, at jeg har været vant til, griner Dohn inden, at han fortæller om den positive konkurrencesituation, der er i truppen.

– Der er hård konkurrence i truppen – præcis som der skal være på ethvert godt hold. Der er ikke andet at gøre end at gribe chancen, når man får den og så ellers give den gas på træningsbanen.

– Det er jo udelukkende en positiv ting, at det går så godt for os, som det gør i øjeblikket. Man brænder efter at komme ind på banen og være en del af det, men det skal man jo gøre sig fortjent til, og det arbejder jeg hårdt på hver dag, siger han.

I morgen er der dømt topbrag i Herfølge, når vi gæster HB Køge, der indtil videre ikke har smidt et eneste point i denne sæson.

Nicolai Dohn glæder sig til opgøret og melder samtidig om optimisme samt selvtillid i Nykøbing FC-truppen.

– Det bliver en spændende kamp. Vi skal ud og finde den samme organisation, som vi har gjort i de forrige kampe, og så tage den derfra. Vi skal selvfølgelig være en smule skarpere foran mål end mod FC Roskilde, men er vi det, så tror jeg også på, at vi kan tage tre point i Herfølge.

– Vi render alle rundt med en god følelse omkring, hvad vi præsterer i øjeblikket, og hvordan vi ser ud i den daglige træning. Så vi føler os 100 procent klar til i morgen, slutter han.

Kampen mod HB Køge fløjtes i gang i morgen klokken 14:45.