Nykøbing FC handler om meget mere end det, der sker på grønsværen. Gennem NFC Samfund ønsker klubben at være en aktiv del af lokalsamfundet og skabe relationer til børn og unge på Lolland-Falster.
Det kom blandt andet til udtryk fredag, hvor hele otte NFC-spillere var på skolebesøg på henholdsvis Nordbyskolen, Møllebakkeskolen, Østerbroskolen og SUNDskolen.
Ole Jakobsen, Albert Rrahmani, Peter Ullum, Magnus Bøttker, Oskar Balsløv, Marcus Rasmussen, Oliver Svendsen og Noah Sekula tog turen rundt på Falster, hvor de blev mødt af masser af glade børn og engagerede pædagoger.
Besøgene bød på masser af hygge, grin og aktiviteter, hvor spillerne fik mulighed for at møde børnene i deres hverdag – og børnene fik mulighed for at komme helt tæt på deres lokale fodboldhelte.
For Nykøbing FC er netop den slags møder en vigtig del af arbejdet med NFC Samfund. Klubben ønsker at bruge fodbolden som en platform til at skabe fællesskab, glæde og positive oplevelser for børn og unge i lokalområdet.
Dagens besøg blev endnu en påmindelse om, hvor meget glæde spillerne kan skabe, når de tager fodbolden med ud af stadion og møder lokalsamfundet.
Vi siger tak for den fantastiske modtagelse – og vi glæder os allerede til næste skolebesøg.
#SuccesSkabesSammen #NFCSamfund

