Seneste nyt

NFC-sejr på ’hjemmebane’ i Gentofte

af

Nykøbing FC tog en 1-2-sejr i topkampen ude mod HIK – godt hjulpet på vej af et talstærkt NFC-publikum, der var mødt frem i Gentofte.

Der var nok engang dømt nøgle- og topkamp for Nykøbing FC, da HIK fredag aften ventede i efterårets sidste spillerunde i 2. division.

Kampen emmede af nerve allerede fra kampens start, hvor Nykøbing FC var i overtal af fans på tribunen og så man bort fra kunstgræsset føltes det nærmest som at sidde hjemme i CM Arena.

Med S-toget bankende derudad bag den ene langsides vold, blev det et fysisk opgør i kampens indledning. HIK gik til den i duellerne, men Nykøbing FC bød værterne fint trods.

Hjemmeholdet var mest på bolden i de første 10 minutter, men chancer fik de ikke skabt i denne periode.

I stedet tog NFC over. Første større mulighed kom efter 18 minutter, da Sebastian Koch gik til mållinjen og sendte et fladt indlæg i det lille felt, men målmanden kom flot ned og tog sig af bolden.

HIK var kort efter ved at straffe NFC på en omstilling, men Egeris, Holm og Olsen i målet fik i fællesskabet afværget angriberen, som ikke fik afsluttet på sin halve friløber.

Fem minutter senere fik Nykøbing FC slået kapital af det stadig større overtag. Emilio Simonsen voldte værterne problemer i første halvleg, og han spillede Simon Schultz igennem i venstresiden. Schultz sendte et flot indlæg til forreste stang, hvor Mathias Gehrt kom først på bolden og pandede bolden i netmaskerne.

NFC’s momentum blev herefter blot styrket, og det var af flere omgange på 0-2.

Især Emilio Simonsen havde bud efter en scoring, men årvågent forsvarsspil og et knækskud forbi mål forhindrede det.

Også målscoreren Mathias Gehrt var tæt på at score sit andet mål i kampen, da han efter flotte NFC- kombinationer var tæt på at sende bolden i det lange hjørne til 0-2. Bolden suste dog i stedet igennem feltet til stor ærgrelse for NFC-fansene på tribunen.

Kort før pausen kom HIK til en chance, da de gik til mållinjen og sendte et indlæg i NFC’s lille felt. Jonas Hebo modtog bolden, men blev tacklet af Andreas Holm, der ekspederede bolden ud af egen forsvarszone. Hebo gik til jorden og brokkede sig efterfølgende til et gult kort.

Alt imens gik NFC til pause med en 0-1-føring.

Efter pausen kom HIK stærkt ud af omklædningsrummet, og Hellerup-mandskabet var mest på bolden.

Få minutter inde i pausen fik de en løs chance på kanten af feltet, men afslutningen gik forbi mål.

Efter en time skiftede Nykøbing FC ud. Mathias Kristensen og Emilio Simonsen blev erstattet af Nicolai Jessen samt Kristian Lindberg og sidstnævnte skulle vise sig at spille en hovedrolle.

Efter 65 minutter begyndte HIK dog at udnytte deres spilovertag og skabe chancer mod den ellers solide NFC-defensiv. Efter 66 minutter skabte værterne en lille kaskade af chancer, hvor først Simon Schultz fik blokeret tæt under mål, hvorefter Kristian Lindberg fik reddet en afslutning helt inde på stregen. Få sekunder senere fik HIK dog udlignet, da bolden blev halvflugtet flot i kassen.

Det lignede mere og mere, at Nykøbing FC kunne indkassere det første nederlag i efteråret, men vinderhold hanker op i sig selv og klarer også svære perioder. Nykøbing FC beviste denne fredag nok engang, at de er et vinderhold.

Efter 71 minutter hev Sebastian Olsen en forrygende redning frem og få minutter senere fik de endnu et stort tilbud på kanten af feltet. Denne gang røg afslutningen dog langt over mål.

Efter 80 minutter vajede NFC-flaget over Gentofte Stadion, da en ung NFC-fan indtog volden på det ene langside og tog tre-fire 100 meter sprints op langs linjen med et NFC-flag i den ene hånd.

Det var nærmest symbolsk for få minutter senere, vendte Nykøbing FC kampen på hovedet.

Mads Carlson sendte flot indskiftede Kristian Lindberg alene igennem med HIK-målmanden, og angriberen chippede stille og roligt bolden over den fremadstormende målmand til 1-2. Kristian Lindbergs første mål i NFC-trøjen, men et utroligt flot og vigtigt et af slagsen.

HIK pressede på i slutfasen uden, at det dog for alvor blev fartligt, hvorfor Nykøbing FC kunne notere en hårdt tilkæmpet 1-2-sejr på en råkold aften.

Sejren betyder, at Nykøbing FC overvintrer på førstepladsen med otte point ned til nummer to.

HIK – Nykøbing FC

Gentofte Stadion

20.11.20 Kl. 19:00.

0-1, Mathias Gehrt (25 min)

1-1, Anton Petersen (66 min)

1-2, Kristian Lindberg (81 min)

Nykøbing FC: Sebastian Olsen, Jacob Blach, Jacob Egeris, Andreas Holm (78. Søren Christensen), Simon Schultz (86. Andreas Falster), Victor Christiansson, Mads Carlson, Mathias Gehrt, Sebastian Koch, Emilio Simonsen (58. Nicolai Jessen), Mathias Kristensen (58. Kristian Lindberg)