
Jonas Schütt er konstabel i søværnet, hvorfor han pt. er i Grønland. Her viser han stolt sin NFC-trøje frem.
Sammenholdet på Sydhavsøerne og stoltheden over at være fra Lolland-Falster er noget specielt.
For nok bliver egnen tit omtalt som at være ’på røven’ eller en del af ’den rådne banan’, men stoltheden over at være herfra kan ingen tage fra os.
Det gælder også for Jonas Schütt, som er konstabel i søværnet og pt. er i Grønland, hvor han er en del af 1. eskadre, der patruljerer farvandet omkring Grønland og Færøerne for at sørge for kystredning, suverænitetshævdelse og fiskeriinspektion.
Her viser han stolt sin NFC-trøje frem.
– Jeg har altid set meget fodbold, og jeg har altid fulgt med i de større ligaer rundt omkring i verden. Derfor er det for mig også meget naturligt for mig at følge det lokale fodboldhold. NFC er et utrolig nemt hold at støtte, fordi de formår at skabe historier på hjemmebane. Alle kan huske FCK-kampen, men da et ubesejret Helsingør-hold også kom på besøg, blev de også sendt hjem med et nederlag. Holdet er gode til at skabe historier, og hver gang man kommer på stadion, kan man mærke, at fansene og folkene bag NFC brænder for at skabe de her succeser, siger Jonas Schütt, inden at han fortsætter.
– Jeg synes, at det er vigtigt at bakke op om sådanne projekter, så landet ser noget andet end blot ’udkantsdanmark’. Vi kan så meget på Sydhavsøerne, og det er værd at være stolt over.
Jonas Schütt har desuden en tæt forbindelse til holdet, da Elias Gärtig er Jonas’ fætter.