Simon Madsen er tilbage i Nykøbing FC efter fire år i FC Midtjylland. Kantspilleren har fået en 3-årig kontrakt.
I 2017 underskrev Nykøbing-drengen Simon Madsen en fireårig kontrakt med FC Midtjylland, men det er med stor stolthed, at vi kan offentliggøre, at han nu vender hjem til NFC.
Simon Madsen har et uomtvisteligt talent og han er med sin store fart samt gode venstreben en evig trussel mod modstanderens forsvar.
Manager Claus Jensen glæder sig enormt over at en tidligere NFC-dreng har valgt at vende hjem.
– Det er dejligt at have Simon tilbage. Han er en fantastisk ung gut med et stort potentiale, som jeg ser meget frem til, at vi sammen for alvor skal til at udfolde nu. Vi har med glæde fulgt Simon siden han tog til FC Midtjylland, hvor han har de seneste fire år har udviklet sig i et topmiljø i DK, og jeg er meget glad for, at han nu kommer tilbage og kan videreudvikle sit talent på senior niveau i sin barndomsklub, siger Jensen inden, at han fortsætter.
– Det er fuldstændig i tråd med vores strategi om, at vi i NFC vil være lokalt forankrede, så det er på alle måder meget glædeligt, at Simon nu igen er i NFC.
Madsen: NFC betyder meget for mig
Selvom Simon Madsen har været væk i fire år, har han aldrig glemt, hvor han kommer fra.
Den 19-årige kantspiller trådte således sine første fodboldstøvler som 3-årig i B. 1901 inden, at han spillede i NFC helt op til, at han blev 15 år. Madsen føler derfor også selv sin retur til NFC som en hjemkomst.
– Det er i Nykøbing FC, at jeg har fået hele min fodbolduddannelse, og det var NFC, der gav mig muligheden for at komme til FC Midtjylland. Så jeg har fulgt NFC tæt, og jeg føler et stort tilhørsforhold til klubben. Jeg kender stadig rigtig mange hernede, så det bliver lidt som at komme hjem til sin anden familie, siger Simon Madsen, der har haft mange gode snakke med især Claus Jensen.
– Jeg har haft mange tætte snakke med Claus, og jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg synes det kunne være fedt at komme hjem til NFC. Selvom jeg har været væk i fire år, har alle bare stået med åbne arme, og det har været tydeligt at mærke, hvor fed en klub NFC virkelig er.
Nykøbing FC er fra næste sæson af tilbage i NordicBet Ligaen, og det glæder kantspilleren, der ligesom NFC selv har store ambitioner.
– Det er mega fedt, at NFC er tilbage i NordicBet Ligaen, men også lige så meget, at klubben ikke bare stiller sig tilfreds med at være dér. Der er store ambitioner, og det kan jeg rigtig godt lide. Klubben passer på rigtig mange områder rigtig godt til mig, fortæller Madsen.
Hjem til Nykøbing
Simon Madsen har de senere år boet i Herning, men nu vender han altså snuden hjem mod Lolland-Falster og Nykøbing. Det er noget, der glæder den unge spiller, der både ser frem til gamle venner og at debutere i Lollands Bank Park.
– Jeg glæder mig rigtig meget til at komme hjem til Nykøbing. Jeg har min familie her, og jeg har også stadig en masse venner på landsdelen. Det giver også en god tryghed, at jeg allerede føler, at jeg kommer til at falde rigtig nemt til i klubben, siger Madsen, der ovenikøbet allerede kender et par stykker fra holdet.
– Jeg spillede sammen med Jeppe Rasmussen, Benjamin Lauridsen og Nikolaj Bonde, da jeg var U15 og spillede lidt opad på U17. Det er super fedt, at der allerede er nogle på holdet, som jeg kender, men jeg glæder mig også til at møde resten af truppen.
– Nu ser jeg bare frem til, at vi skal i gang at møde fansene og ikke mindst spille i Lollands Bank Park. Det har jeg drømt om siden, at jeg var dreng, slutter Simon Madsen.