Seneste nyt

Nederlag ved Belt Cup

af

Et 0-1 og et 1-3-nederlag blev facit ved førstedagen til Belt Cup. Nu venter en kamp om 5.-6. pladsen.

Det var ikke en dag til historiebøgerne, da Nykøbing FC her til eftermiddag spillede to kampe på Lohmülle Stadion i Lübeck ved den årlige Belt Cup.

To kampe blev til to nederlag, men det blev overskygget af Rasmus Johnsens kollaps i den første kamp mod 1. FC. Phönix Lübeck. Heldigvis har Rasmus Johnsen det efter omstændighederne godt igen, hvorfor vi bringer et lille referat af dagens kamp uden yderligere fokus på den voldsomme episiode.

Tæt kamp mod stærke tyskere

Nykøbing FC startede Belt Cup med en kamp mod Regionalliga holdet 1. FC. Phönix Lübeck, der til dagligt ligger i midten af den fjerde bedste tyske række.

Tyskerne kom med stor fysik og fint niveau, og det blev da også en lige kamp mod NFC-mandskabet, der bestod af en god blanding af rutinerede og unge spillere.

Det var dog tyskerne, der kom til de største chancer i kampens indledning, men Jannich Storch stod en god kamp mellem stængerne.

NFC spillede sig langsomt bedre med i opgøret og specielt unge Ole Jakobsen og Lucas Nyman markerede sig offensivt i løbet af de 45 minutter.

For NFC forblev det dog for ofte lige ved og næsten, hvorfor 1. FC. Phönix Lübeck efter 36 minutter kunne udnytte en standardsituation til at pande sejrsmålet i netten uden chance for Storch i buret.

Dermed tabte NFC første kamp med 1-0.

Jannich Storch, Rasmus Johnsen, Kasper Jensen, Jacob Egeris, Junes El-Sayed, Victor Christiansson, Valon Ljuti, Nikolaj Bonde (22. Lucas Nyman), Ahmed Hassan, Sebastian Nørløv (22. Ole Jakobsen), Mathias Gehrt.

Et blik ind i fremtiden

Anden kamp bød på et opgør mod divisionskollegaerne fra Hvidovre IF, og her startede Nykøbing FC meget ungt ud.

Nicolai Jessen var med sine 30 år alderspræsident, men tættest på var Mads Carlson og Morten Bank med henholdsvis 23 og 25 år. Derudover var hele bagkæden spillere af egen avl i form af Dinger, Gärtig, Blach og Madsen.

Alligevel startede kampen fuldstændig lige, hvor ingen af holdene for alvor fik skabt store chancer.

Nykøbing FC åbnede dog ballet, da Mads Carlson blev retvendt på Lübecks banehalvdel, kastede to mand af sig og tog chancen mod mål. Bolden susede i det lange hjørne uden chance for Hvidovre-målmanden, hvorfor det unge NFC-mandskab bragte sig i front.

Hvidovre kom herefter bedre med i kampen, og i anden halvdel af kampen fik de tippet kampen på hovedet og snuppede en trods alt fortjent 3-1-sejr.

Trods resultatet var der dog flere plusser til det de unge drenge, der greb flot og ganske uimponeret i opgaven.

Morten Bank, Noah ’Dinger’ Huge Larsen, Jacob Blach, Elias Gärtig, Simon Madsen, Nikolaj Bonde, Mads Carlson, Lucas Nyman (17. Victor Christiansson), Emeka Nnamani, Nicolai Jessen, Oliver Baltzer (31. Sebastian Nørløv)

Placeringskamp i morgen

Dagens resultater betyder, at der i morgen venter en kamp på 5.-6. pladsen mod SV Todesfelde, der tabte med 2-3 og 0-2 til henholdsvis Næstved og VfB Lübeck.

Kampen spilles kl. 11:00 og kan følges via liveopdatering på vores Facebookside.