Seneste nyt

Nederlag til Middelfart i blæsende affære

af

På et blæsende Lollands Bank Park tabte Nykøbing FC her til eftermiddag med 1-3 til Middelfart.

Der var dømt familiedag i Lollands Bank Park, hvorfor stemningen før første fløjt var fremragende.

Forhåbningerne til en gentagelse af seneste hjemmekamp var da også store, men med Middelfart på modsatte banehalvdel, var der fra start udsigt til en spændende og svær opgave for Mikkel Thygesens mandskab.

Allerede fra kampens start var der gang i den. Efter et par minutter kom Middelfart frem til kampens første store chance, da et indlæg blev sendt til bagerste stang, hvor en af gæsterne dog heldigvis akkurat ikke nåede frem til en afslutning.

Få minutter senere var det så Nykøbing FC’s tur til at være tæt på et føringsmål. Emil Wass strøg igennem i venstresiden, hvorfra han fandt Mikkel Dahl foran kassen. Angriberens skarphed svigtede dog i denne omgang.

Det gjorde den dog ikke få minutter senere. Lucas Nyman pressede højt, og så tvang han målmanden til en fejl, hvorfor Mikkel Dahl af et par omgange kunne sparke et føringsmål i kassen.

Glæden varede dog kort. Middelfart sendte et indlæg ind i vinden, hvor en af gæsterne kom først på kuglen og kunne heade udligningen i kassen.

Kampen bølgede herefter frem og tilbage i vinderen, og Marco Brylov måtte efter en lille halv time diske op med en stor fodparade tæt under mål.

Som anden halvleg skred frem måtte NFC længere og længere tilbage på banen, og føringsmålet til gæsterne lå og lurede. Det kom da også få minutter før slutfløjt, da et godt slået indlæg med en lille afretning tog hele turen ind i netmaskerne til 1-2.

Dermed gik gæsterne til pause med en smal føring.

Middelfart kom godt ud til anden halvleg, og efter en opspilsfejl i NFC-defensiven, blev det da også 1-3. Herfra så det svært ud for Nykøbing FC, og samtidig udviklede kampen sig også i en noget mere chancefattig affære.

Efter en god time måtte målmand Marco Brylov diske op med en stor redning, hvorfor det blåklædte hjemmehold fortsat var i kampen.

Mod kampens afslutning forsøgte Mikkel Thygesen sig med et formationsskifte, og det gav mere momentum til Nykøbing FC, der fik sat spillet rundt om Middelfarts felt i det sidste kvarters tid.

Det skyldtes ikke mindst Emmanuel Ogude, som debuterede og kom ind og gjorde et godt indtryk i sin første kamp.

Det blev dog ved en masse spil rundt om feltet, gode indlæg og et par kvalificerede langskud i slutfasen, hvorfor det ikke kunne forhindres, at gæsterne kunne rejse hjem til Fyn med en 1-3-sejr.

Næstved opgave for Nykøbing FC er allerede på fredag, hvor der er dømt arvefjendeopgør mod Næstved i Lollands Bank Park.

Nykøbing FC – Middelfart

23.03.25 Kl. 15:00 i Lollands Bank Park

2. Division, 19. spillerunde.

1-3 (1-2)

1-0, Mikkel Dahl (6 min)

1-1, Ukendt (12 min)

1-2, Ukendt (41 min)

1-3, Ukendt (50 min)

Nykøbing FC: Marco Brylov, Oliver Svendsen, Oscar Gärtig, Peter Ullum, Villads Mølgaard (58. Simon Madsen), Mikkel Basse, Oliver Angus, Lucas Nyman (75. Emmanuel Ogude), Emil Wass (75. Kasper Jensen), Magnus Bøttker (58. Marcus Hansen), Mikkel Dahl.

Tilskuertal: 804