Det blev akkurat så tæt og intenst som forventet, da vi desværre her til eftermiddag tabte med 2-0 til Hvidovre IF.
Der er altid godt gang i den, når Nykøbing FC og Hvidovre IF krydser klinger, og mødet 2. Påskedag blev ikke en undtagelse.
Kampen startede i højt tempo, og det var Nykøbing FC der i kampens første minut var tæt på at få en rigtig god start på opgøret. Nicolai Jessen blev spillet fint fri i venstresiden af Hvidovre-feltet, men det sidste touch manglede, hvorfor chancen løb ud i sandet.
Spillet bølgede frem og tilbage i kampens indledning, hvor ingen af holdene for alvor fik sat sig på kampen. Efter 10 minutter kom hjemmeholdet i front efter en dødbold.
Et hjørnespark blev i første omgang clearet, men det var Daniel Stenderup, der kom hurtigst over returen, hvorfor midterforsvareren via indersiden af stolpen kunne bringe hjemmeholdet på 1-0.
Nykøbing FC knoklede dog ufortrødent på, og efter små 20 minutter kom gæsterne frem til et par gode muligheder.
Først forsøgte Mathias Kristensen sig fra små 25 meter, men topscorerens forsøg gik over mål. Minuttet efter lagde ’MK’ i stedet bolden til rette for Valon Ljuti på kanten af feltet, men midtbanesliderens flade afslutning blev blokeret før, at den fik sat målmanden på prøve.
Hvidovre IF fik langsomt overtaget i første halvleg, og det var dem, der i de resterende 20 minutter af 1. halvleg pressede på for en scoring. Farlige blev de dog primært på omstillinger, og ofte forblev det ved lige ved og næsten.
Få minutter før pausefløjt tog hjemmeholdets Marcus Lindberg dog chancen efter det lange hjørne, men en flyvende Morten Bank kunne dog følge kuglen hele vejen forbi mål.
Dermed gik Hvidovre til pause med en 1-0-føring.
Nykøbing FC kom meget bedre ud til anden halvleg, og det blev langt henad vejen en jævnbyrdig affære i Pro Ventilation Arena.
Mikkel Juhl tog efter 50 minutter chancen fra en spids vinkel, men halvflugteren gik et stykke forbi mål.
Så var det straks tættere på få minutter senere, da Nykøbing FC kom frem til holdets største chance.
Indskiftede Lars Pleidrup snød sin oppasser i venstresiden og afsluttede efterfølgende hårdt på målmanden, som blot kunne halvklare. Returen røg ud til Mathias Gehrt, men 10’eren fik ikke ordentligt ram på bolden.
NFC fastholdt angrebet, der i allersidste ende endte for fødderne af Simon Madsen et par meter udenfor feltet. Venstrebacken firsttimede, men bolden strøg desværre et stykke over mål.
Kampen var pludselig en åben affære, og der var ikke mange rolige Hvidovre-tilhængere i denne fase af kampen, der nu virkede til at kunne tippe begge veje.
Hvidovre var stadig farligst på omstillinger, og ved flere lejligheder krævede det gode indgreb af Morten Bank og stærke defensive aktioner af NFC-defensiven for, at værterne ikke skulle komme på 2-0.
Etter 64 minutter var det på ny tæt på en NFC-udligning, da Mathias Kristensen sendte Emeka Nnamani alene igennem med Hvidovre-målmanden.
Hårdt presset i skudøjeblikket kunne Emeka dog blot sende en blød afslutning mod målmanden, som derfor ikke havde problemer med at redde forsøget.
NFC-spillerne appellerede for straffespark i situationen, men dommeren vinker afvisende.
10 minutter sendere faldt i stedet det, der lignede en afgørelse på kampen. Hvidovre afsluttede først hårdt på sammenføjningen, inden at returen faldt ud til Marcus Lindberg, som krøllede bolden i det lange hjørne uden chance for Morten Bank.
NFC fortsætte med at presset på for en scoring, men trods tilnærmelser af både Willads Delvin, som fik comeback efter en længerevarende skade, og Mathias Kristensen forblev det 2-0 resten af kampen.
Dermed måtte NFC rejse mål- og pointløse hjem mod Sydhavsøerne.
Næste opgave for Nykøbing FC er ude mod AC Horsens.
Hvidovre IF – Nykøbing FC
18.04.22 Kl. 12:00 på Pro Ventilation Arena
NordicBet Ligaen, 25. Spillerunde.
2-0 (1-0)
1-0, Daniel Stenderup (10 min)
2-0, Marcus Lindberg (73 min)
Nykøbing FC: Morten Bank, Mikkel Juhl, Kasper Jensen, Malte Johannsen, Simon Madsen (76. Milas Schwensen), Mads Carlson (82. Willads Delvin), Valon Ljuti, Mathias Gehrt, Emeka Nnamani, Nicolai Jessen (46. Lars Pleidrup), Mathias Kristensen.