Seneste nyt

Nederlag til HB Køge i opstartens anden testkamp

af

HB Køge snuppede en 3-0-sejr, da NFC her til middag spillede opstartens anden testkamp.

Nykøbing FC vandt i sidste weekend en flot 2-3-sejr mod Lyngby BK, men i dag blev det til et nederlag til HB Køge i opstartens anden testkamp.

NFC manglede forud for kampen både Lars Pleidrup, Kasper Jensen, Jacob Egeris, Andreas Holm, Benjamin Lauridsen, Sebastian Nørløv og Marcus Backmann, hvorfor det var et meget ungt NFC-mandskab, der stillede til start mod Daniel Aggers HB Køge-mandskab.

Det var da også HB Køge, der startede kampen bedst på den regnvåde kunstgræsbane på Capelli Sport Stadion.

Allerede efter to minutter var værterne tæt på at bringe sig i front, da et godt angreb over venstrekanten blev slået til forreste stang. Her headede en HB Køge-spiller på sammenføjningen, hvorefter bolden strøg til målspark.

Hjemmeholdet sad i det hele taget på kampens indledning, og efter små 10 minutter blev det da også 1-0. Et indlæg fra venstre sejlede hele vejen gennem NFC-feltet, hvor Oscar Buch kunne sparke bolden i nettet bag Jannich Storch.

Efter et hektisk første kvarter spillede NFC sig bedre med i opgøret og efter 25 minutter tilspillede Claus Jensens unge mandskab sig kampens første større NFC-chance. Flotte kombinationer og en god offensiv aktion af Malte Johannsen, som i dag startede på venstrebacken, gjorde at ’MK’ pludselig kom frem til en stor chance foran HB Køge-målet. Lettere ude af balance overplacerede den store fynbo dog sin afslutning over mål.

HB Køge vågnede herefter op til dåd igen, og få minutter senere sparkede Mike Jensen på stolpen. To minutter senere blev det 2-0, da Bruninho kunne skovle et fladt indlæg fra venstre ind ved forreste stang.

Nede med 2-0 så det svært ud for Nykøbing FC, men de sluttede dog første halvleg bedst af.

Efter 33 minutter strøg Sebastian Koch igennem i venstresiden inden, at han blev nedlagt i afslutningsøjeblikket. Dommeren vinkede dog afværgende og i stedet for straffespark blev det til et målspark.

Fem minutter før pausen fik NFC en god omstillingsmulighed, men den sidste aflevering fra Mathias Gehrt ind mod navnebror Mathias Kristensen snittede dog en HB Køge-forsvarsspiller og dumpede i stedet i hænderne på hjemmeholdets målmand.

Trods en god afslutning på første halvleg, måtte NFC dog gå til pause nede med 2-0.

NFC fortsatte de fine takter i starten af anden halvleg, men det kneb dog med at skabe chancerne foran hjemmeholdets mål.

I stedet tog HB Køge igen over efter en times tid, hvorfor de efter 64 minutter da også kom på 3-0 efter en returbold, der dumpede ned for fødderne af Oscar Buch, som kunne score sit andet mål i kampen.

Anden halvleg blev en mere rodet affære end de første 45 minutter. NFC var sporadisk farlige på omstillinger, men manglede det sidste på banens sidste tredjedel, og HB Køge fik med direkte spil gjort sig farlige ved flere lejligheder.

Tættest på en udbygning af føringen var Martin Koch Helsted med et kvarter igen, da han med et frit hovedstød midt for mål fik sendt bolden over indskiftede Jeppe Rasmussens mål.

Nykøbing FC fik mod kampens afslutning markeret sig positivt, da både Nicolai Jessen og Nikolaj Bonde fik sendt fornuftige afslutninger afsted mod mål, men det blev ikke til nogen NFC-scoring i dagens kamp.

HB Køge kunne derfor notere en 3-0-sejr i NFC’s anden testkamp.

Næste opgave for NFC er lørdag d. 17. juli hvor B. 93 gæster Lollands Bank Park.

HB Køge – Nykøbing FC

3-0 (2-0)

1-0, Oscar Buch (8 min)

2-0, Bruninho (29 min)

3-0, Oscar Buch (64 min)

Nykøbing FC: Jannich Storch (62. Jeppe Rasmussen), Mikkel Andersen (45. Nicolai Jessen), Jacob Blach, Elias Gärtig, Malte Johannsen, Victor Christiansson, Mads Carlson, Mathias Gehrt (69. Nikolaj Bonde), Sebastian Koch (62. Kristian Lindberg), Simon Madsen, Mathias Kristensen.