
NFC kom tilbage i kampen a’ to omgange, men måtte i sidste ende alligevel æde et spinkelt 2-3-nederlag til FC Fredericia.
Der er mål, mål og atter mål, når Nykøbing FC og FC Fredericia støder hovederne sammen. I dag var ingen undtagelse.
Der var aktion på kampen fra første fløjt, men det var FC Fredericia, der kom frem til de første chancer.
Efter ni minutter måtte Jannich Storch diske op med en stor redning. Gæsterne kom over venstrekanten og et indlæg blev slået i boksen, hvor Samson Iyede kom først på bolden. Angriberen fik sendt en yderst kvalificeret afslutning afsted, men Storch fandt en stor redning frem.
Mål til Fredericia kunne han dog ikke forhindre få minutter senere. Denne gang fik Samosn Iyede serveret en bold tæt under mål, og denne gang svigtede han ikke, hvorfor han gjorde det til 0-1.
Nykøbing FC kæmpede med et skabe chancerne i denne fase af kampen, men efter 23 minutter sendte Mads Carlson et godt indlæg i til bagerste stang, hvor Kristian Lindberg kom først og forsøgte at heade bolden i det lange hjørne. Fredericia-målmanden fik dog reddet flot.
Kampen formede sig langsomt som en klassisk Nykøbing FC kamp mod FC Fredericia, hvor begge hold ville ud over stepperne og momentvis også spillede flot fodbold. Det var dog gæsterne, der skabte de største chancer, og både Kristian Kierkegaard og Anders Holvad var midtvejs i 1. halvleg tæt på at bringe gæsterne yderligere i front.
Efter 44 minutter kom Kristian Kierkegaard frem til en chance af de større, da han flot blev spillet helt blank på bagerste stolpe. Storch var hurtigt ude i bolden, hvorfor Kierkegaard overplacerede forsøget.
Minuttet efter viste Nykøbing FC omvendt stor kynisme.
Lars Pleidrup, som i dag havde fundet vej til den centrale midtbane, tog en tur over højrekanten, hvorfra han sendte et knivskarpt indlæg i boksen. Her kom Mathias Kristensen, vanen tro højest, og så kunne han pande bolden i netmaskerne til pauseresultatet, 1-1.
Målene var dog ikke færdige med at rasle ind i hverken den ene eller anden ende.
Først på måltavlen i anden halvleg var FC Fredericia, da de efter 53 minutter kom igennem i vores højreside, hvorefter Kristian Kierkegaard blev spillet fri inde foran mål. Angriberen svigtede ikke, hvorfor han gjorde det til 1-2 med en firsttimer.
Nykøbing FC lagde sig dog så langt fra ned. Tværtimod. Efter en time blev det således til en ny udligning.
Willads Delvin samlede en løs bold op i højresiden, hvorefter han sendte bolden knaldhårdt i boksen tæt under mål. Her dukkede Mathias Kristensen op, hvorfor 100-kamps jubilaren kunne score sit andet mål i kampen og sit 17. sæsonmål.
I denne periode af kampen stod der Nykøbing FC på opgøret, og indskiftede Emeka Nnamani havde da også bud efter et føringsmål, men en habil afslutning strøg forbi Fredericias mål.
Få minutter efter viste gæsterne, at de også stadig var i kampen, da de fik presset NFC langt tilbage i eget felt. I sidste ende fik de afsluttet, men Andreas Holm var vågen på stregen og fik clearet en flad afslutning.
Mathias Kristensen havde bud efter et hattrick efter 70 minutter, men målmanden tog sig fint af hans hårde og flade afslutning fra kanten af feltet.
Kampen lå herefter og vippede, og man sad med fornemmelsen af, at kampen kunne gå både denne ene og anden vej.
Med et lille kvarter igen fik gæsterne dog scoret til 2-3, da et hårdt og fladt indlæg i boksen desværre blev prikket i eget net af Elias Gärtig, der hårdt presset forsøgte at forsvare situationen.
Nykøbing FC var herefter mest på bolden, men det kneb med at komme frem til de store chancer. I stedet lurede FC Fredericia på omstillingerne, og de var da i slutfasen også tæt på at kunne gøre det til 4-2. Storch og flere gode defensive aktioner forhindrede det dog.
Kampen endte derfor med en spinkel 2-3-sejr til gæsterne fra Monjasa Park.
Næste opgave for Nykøbing FC er næste lørdag, hvor Hvidovre IF gæster Lollands Bank Park. Du kan allerede nu købe billet til den kamp på nfc.eventii.dk.
Nykøbing FC – FC Fredericia
30.04.22 Kl. 15:00 i Lollands Bank Park
NordicBet Liga, 27. spillerunde
2-3 (0-1)
0-1, Samson Iyede (12 min)
1-1, Mathias Kristensen (44 min)
1-2, Kristian Kierkegaard (53 min)
2-2, Mathias Kristensen (60 min)
2-3, Elias Gärtig, selvmål. (77 min)
Nykøbing FC: Jannich Storch, Mikkel Juhl, Andreas Holm, Elias Gärtig, Simon Madsen (Nicolai Jessen), Victor Christiansson, Willads Delvin (60. Valon Ljuti), Lars Pleidrup (90. Malte Johannsen), Mads Carlson (71. Lukas Giessing), Kristian Lindberg (60. Emeka Nnamani), Mathias Kristensen.