Det blev ikke til point denne søndag i CM Arena, da Fredericia vandt med 5-0 mod Nykøbing FC, der spillede den sidste lille halve time i undertal.
Det blev ikke den ønskede søndag eftermiddag i CM Arena, da det i dag blev til et 5-0-nederlag til FC Fredericia.
Det startede ellers ganske fornuftigt for Nykøbing FC, der i kampens første kvarter var mest på bolden.
Efter 10 minutter strøg Magnus Warming, der var tilbage i startopstillingen, op ad venstrekanten, hvorfra han chippede bolden ind omkring det lille felt. Afleveringen blev dog en tand for høj, hvorfor Mathias Gehrt akkurat ikke kunne nå ordentligt op og pande bolden i nettet.
I stedet gik det galt i den anden ende. Fredericia blev tilkendt et hjørnespark, hvor returbolden endte i det lille felt og efter en omgang klumpspil endte i nettet til 1-0.
Nykøbing FC pressede godt på efter scoringen, men det forhindrede ikke hjørnesparkmønsteret i at gentage sig efter små 20 minutter, da Mathias Gertsen kunne score direkte på dødbolden til 2-0.
Kort efter var Lars Pleidrup tæt på at kunne reducere, da han af Mathias Gehrt blev sendt alene igennem med målmanden, men hårdt presset bagfra i skudøjeblikket, forblev det ved en halvblød afslutning som målmanden kunne tage sig af.
Nykøbing FC sluttede faktisk første halvleg ganske fornuftigt, men tættest på en reducering kom Søren Christensen, da han afsluttede på et fint indlæg af Mikkel Andersen. Afslutning blev dog flot reddet af Fredericia-målmanden.
FC Fredericia gik derfor til pause med en 2-0-føring.
Anden halvleg startede med meget spil mellem felterne, men FC Fredericia fik sat sig på opgøret.
Det blev derfor 3-0 efter 50 minutter, da gæsterne kom over højresiden, lagde et fladt indlæg i boksen, hvorfra Anders Holvad kunne prikke bolden i nettet til 3-0.
Efter en time måtte Sebastian Olsen hive en klasseredning frem, da Fredericia kom til mållinjen og via en skråt bagudrettet aflevering fik afsluttet fra kanten af det lille felt. Olsen, der var tilbage i startopstillingen, læste dog afslutningen og fik via en fodparade klaret situationen.
Kort efter var Mikkel Dahl tæt på at bringe lidt spænding tilbage i kampen, men hans forsøg fra kanten af feltet mod det fjerne hjørne blev flot snuppet af målmanden.
Efter 68 minutter gik det galt i NFC-feltet. Jordan Wilson fik taget hånden til hjælp på egen streg for at forhindre et mål, og så blev han vist marchordre imens gæsterne blev tilkendt et straffespark.
Anders Holvad eksekverede i sikker stil til 4-0.
Minutterne efter blev hektiske for Nykøbing FC, og Fredericia både headede på overliggeren og udbyggede føringen til 5-0.
Gæsternes angriber Steven Enna blev stukket i dybden, og så kunne han prikke bolden i det lange hjørne til 5-0.
Det blev ikke til flere mål i opgøret, hvorfor det endte 5-0 til FC Fredericia.
Nykøbing FC’s næste opgave er søndag d. 27. oktober mod Viborg hjemme i CM Arena.
Nykøbing FC – FC Fredericia
0-5 (0-2)
0-1, Mathias Gertsen (14 min)
0-2, Mathias Gertsen (19 min)
0-3, Steven Enna (49 min)
0-4, Anders Holvad (68 min)
0-5, Steven Enna (73 min)
20.10.19, Kl. 14:00 i CM Arena.
Nykøbing FC: Sebastian Olsen, Mikkel Andersen, Gustav Kjeldsen, Jordan Wilson, Chris Thorsheim, Mads Carlson, Søren Christensen (57. Joachim Wagner), Lars Pleidrup, Magnus Warming (57. Mathias Kristensen), Mathias Gehrt, Mikkel Dahl (71. Kasper Jensen).