Nykøbing FC spillede en time i undertal og tabte med 3-1 til Fremad Amager fredag aften.
Der var flot besøgt på lægterne i Sundby Idrætspark, hvor mange NFC-fans trofast bakkede et på dagen hårdt prøvet Nykøbing FC-mandskab op.
Lad det være sagt med det samme – det blev en offday for Nykøbing FC, hvor det i den grad var stolpe ud.
Kampen startede livligt og efter 20 sekunder, tilspillede hjemmeholdet sig kampens første store chance. Jannich Storch hev dog en forrygende redning ud af ærmet fra tæt hold.
Minuttet efter gik det dog allerede den anden vej, hvor Koch var tæt på at drøne igennem hjemmeholdet defensiv og skabe en stor chance.
Så var kampen ligesom i gang, og det blev da også en livlig affære i Sundby Idrætspark.
Efter 12 minutter kom NFC’s foreløbigt største chance efter et mønsterangreb, hvor Mathias Gehrt lagde et stærkt indlæg i feltet. En Amager-forsvarsspiller fik akkurat en lang tå på, hvorfor Koch blev tvunget ud i en helflugter fra en spids vinkel, hvorfra forsøget blev sendt i sidenettet.
Fremad Amager havde også sine tilbud i de første 20 minutter. Hjemmeholdets tilnærmelser kom hovedsageligt efter omstillinger, da det var NFC, der styrede kampen på kuglen.
Efter 22 minutter kom hjemmeholdet dog i front. En omstilling endte med et forsøg mod det lange hjørne, men bolden blev rettet af og endte i rusen uden chance for en ellers velspillende Jannich Storch, som allerede var gået og var klar til at gribe bolden.
NFC lod sig ikke slå ud, og allerede minuttet efter var det tæt på en udligning, da Mikkel Andersen slog et skarpt indlæg i panden på Mathias Kristensen, hvis hovedstød dog strøg over mål.
Efter 28 minutter kom så dén kendelse, der skulle vise sig at blive meget afgørende for resten af kampen.
Fremad Amager sendte en mand i dybden, og Lars Pleidrup begik et klokkeklart frispark på kanten af feltet. Gult kort – troede de fleste – men dommeren mente, at angriberen med et touch kunne have været alene igennem med Jannich Storch, hvorfor anføreren i stedet fik vist marchordre.
På det efterfølgende frispark scorede hjemmeholdet til 2-0, og så så det for alvor svært ud for NFC.
De efterfølgende 10 minutter blev brugt til at finde egne fødder igen, men herefter satte Claus Jensens mandskab sig faktisk på opgøret.
Det betød også, at Nykøbing FC kort før dommerens pausefløjt fik reduceret til 2-1, da Mikkel Andersen igen slog et godt indlæg i feltet. Denne gang svigtede Mathias Kristensen ikke, men headede i sikker stil bolden i det lange hjørne.
Dermed gik hjemmeholdet til pause med 2-1.
Nykøbing FC fortsatte med at dominere på bolden efter pausen, og der bredte sig hurtigt en stemning på stadion af, at det sagtens kunne gå galt for hjemmeholdet selvom, at de var i overtal.
Efter 52 minutter var det dog tæt på at hjemmeholdet kom på 3-1. Igen reddede Storch dog flot.
Minuttet efter var det tæt på at Nykøbing FC kunne fuldføre et fantastisk comeback efter at have været nede med 2-0 og en mand i undertal.
Mathias Gehrt slog et indlæg i mellemhøjden ind i feltet, og her sled Koch sig fra. Hovedstødet fra Koch blev dog pillet af Amager-målmanden.
Nykøbing FC tvang hjemmeholdet langt tilbage på banen, og Fremad Amager var pludselig dem, der var afhængige af omstillinger. Med hurtige kombinationer helt nede fra egen forsvarskæde spillede NFC sig ofte gennem Amager-presset.
Det forblev dog lige ved og næsten, og man må give Fremad Amager, at de kendte deres besøgelsestid.
Efter 68 minutter blev til nemlig 3-1 efter en omstilling mod det satsende NFC-mandskab, og selvom både ’MK’ og Carlson havde bud efter endnu en reducering i de døende minutter, så blev det ikke til flere mål.
Dermed måtte Nykøbing FC desværre rejse hjem med et 3-1-nederlag.
Nykøbing FC indtager fortsat 6. pladsen i NordicBet Ligaen.
Fremad Amager – Nykøbing FC
10.09.21 Kl. 18:30 i Sundby Idrætspark
3-1 (2-1)
1-0, Christoffer Palm (22 min)
Rødt kort, Lars Pleidrup (29 min)
2-0, Marcus Mlynykowski (30 min)
2-1, Mathias Kristensen (45+)
3-1 Fanye Toure (68 min)
Nykøbing FC: Jannich Storch, Mikkel Andersen, Jacob Egeris, Andreas Holm, Lars Pleidrup, Valon Ljuti (69. Victor Christiansson), Mads Carlson, Mathias Gehrt, Sebastian Koch (83. Kristian Lindberg), Nicolai Jessen (37. Malte Johannsen), Mathias Kristensen.