Seneste nyt

Nederlag i jævnbyrdig Næstved-test

af

Det blev til et 1-0-nederlag til Næstved i dagens træningskamp, hvor det blev til spilletid til samtlige kampklare spillere og flere af klubbens unge talenter.

Der er altid ekstra intensitet på, når Nykøbing FC møder Næstved, og selvom dagens kamp blot var en træningskamp, kunne man sagtens fornemme den ekstra tænding mellem holdene.

Nykøbing FC startede kampen bedst, og allerede efter ét minut var Mads Carlson tæt på at kunne bringe NFC i front. Mathias Kristensen lagde bolden til rette på kanten af Næstved-feltet, hvorfra Carlsons forsøg dog sneg sig snært forbi mål.

Nykøbing FC var i det hele taget mest på kuglen i kampens indledning, imens Næstved måtte satse på omstillingerne. De få gange, hvor Næstved fik sendt gode bolde i dybden, var Jannich Storch vågen og tog sig af situationen.

Kampen væltede sig ikke i store chancer i 1. halvleg, men efter 22 minutter forsøgte Næstved sig med et forsøg fra kanten af feltet. Bolden strøg dog direkte i lapperne på Jannich Storch.

Få minutter efter var Mads Carlson igen på spil, og selvom han sammen med den øvrige offensiv havde flere nærgående angreb, kneb det med at komme frem til de helt store chancer.

Næstved sluttede bedst af i første halvleg, og de kom også frem til et par fornuftige chancer.

Først forsøgte Mileta Rajovic sig med et ekvilibristisk saksespark, der dog gået et stykke forbi sammenføjningen, og få minutter senere kom hjemmeholdet frem til et hovedstød tæt under mål. Denne gang gik forsøget dog over Storchs bur.

Det forblev dog målløst frem til pausen.

Pausen blev brugt til at starte udskiftningsræset. Kristian Lindberg, Nikolaj Bonde og Morten Bank kom på banen i stedet for Mathias Kristensen, Valon Ljuti og Jannich Storch.

Næstved fortsatte i starten af anden halvleg, hvor de slap i de første 45 minutter.

Efter 53 minutter kom de da også frem til et fornuftigt tilbud, da et frispark på mållinjen blev sendt skråt bagud i feltet til en Næstved-spiller. Heldigvis formåede han ikke at få ordentligt træf på bolden, hvorfor NFC kunne cleare.

Nykøbing FC kom herefter bedre med i opgøret igen.

Midt i 2. halvleg sendte prøvespilleren, Lukas Giessing, Nikolaj Bonde afsted ind over midten, og den dynamiske midtbaneslider tog chancen fra kanten af feltet. Desværre strøg bolden over mål.

Minuttet efter chancen erstattede unge Ole Jakobsen netop Lukas Giessing, og det unge NFC-talent gjorde en god figur.

Kristian Lindberg var også kommet på banen fra 2. halvleg start, og efter små 70 minutter kom han frem til to hurtige chancer. I begge omgange manglede den sidste skarphed dog.

Kampen bølgede i det hele taget frem og tilbage i denne fase af kampen, hvor der blev skiftet meget ud fra begge mandskaber.

Efter 75 minutter misbrugte Næstved en stor hovedstødsmulighed, der blev sendt lige forbi Morten Banks mål, men to minutter senere kom hjemmeholdet alligevel i front.

’De Grønne’ kom i overtal i deres venstreside, og så kunne venstreback Mathias Høst fra sin position i NFC-feltet udmanøvrere Bank i målet med en afslutning i det lange hjørne.

Med 10 minutter igen kom der endnu flere NFC-talenter på banen, da både Noah ’Dinger Huge Larsen og Oliver Baltzer kom på banen.

’Dinger’ markerede sig med det samme med gode offensive løb og et godt indlæg mod Kristian Lindberg, der headede snært over mål.

Slutfasen bød i det hele taget på gode tilbud for en udligning.

’Dinger’ tog endnu et godt offensivt løb, der skabte plads til Kristian Lindberg, som afsluttede midt for mål. Afslutningen blev dog rettet af og strøg i brystet på Næstved-målmanden.

I de sidste minutter havde både indskiftede Oliver Baltzer og Ole Jakobsen gode tilbud ved bagerste stolpe efter indlæg, men henholdsvis en god redning og en blokering fra en Næstved-forsvarsspiller kom i vejen.

Det forblev derfor 1-0 til Næstved i årets anden træningskamp. Næste opgave er lørdag i NFC Syd, hvor HIK kommer på besøg kl. 12:00.

Næstved – Nykøbing FC

29.01.2022 Kl. 12:30

Træningskamp.

1-0 (0-0)

1-0, Mathias Høst (77 min)

Nykøbing FC: Jannich Storch (45. Morten Bank), Kasper Jensen, Elias Gärtig, Jacob Blach (63. Rasmus Johnsen), Mikkel Andersen, Victor Christiansson, Valon Ljuti (45. Nikolaj Bonde), Mathias Gehrt (82. Oliver Baltzer), Mads Carlson (82. Noah ‘Dinger Huge Larsen), Lukas Giessing (66. Ole Jakobsen), Mathias Kristensen (45. Kristian Lindberg).