Nykøbing FC tabte søndag eftermiddag sidste kamp ved Belt Cup, da det blev til et nederlag til Næstved efter straffesparkskonkurrence.
Søndag var finaledag i CM Arena, da de afgørende kampe ved Belt Cup 2019 skulle afvikles.
Nykøbing FC var lørdag blevet nummer to i Pulje A, hvorfor modstanderen i dagens kamp endte med at blive lokalrivalerne fra Næstved i en kamp om tredjepladsen.
Kampen blev en livlig affære, hvor vi skulle helt ud i straffesparkskonkurrence for at finde en vinder.
Nykøbing FC var fra kampens start mest på bolden imens, at Næstved stod langt tilbage på banen og virkede til at satse på omstillingerne.
Det viste sig efter fem minutter at være en fin idé, da Næstved netop fangede Nykøbing FC på en omstilling og kunne bringe sig i front med 1-0 ved angriberen Raffaelson.
Målet slog dog ikke Nykøbing FC ud af kurs, og i løbet af det næste kvarter havde både Gustav Kjeldsen, Lars Pleidrup og Mathias Gehrt gode tilbud for at bringe balance i regnskabet.
Ind ville bolden dog ikke i en ellers god NFC-periode, og så var det ved at gå galt i den anden ende af banen. Næstveds målscorer til 1-0, Raffaelson, blev retvendt mod mål, og så befandt han sig pludselig alene igennem med Sebastian Olsen. Angriberen manglede dog skarphed og overplacerede sin afslutning.
Nykøbing FC fortsatte med at sidde på opgøret, imens Næstved dog ind i mellem stak hovedet frem og var yderst farlige på omstillinger.
Hjemmeholdet sværmede ofte rundt om Næstveds mål, men marginaler og en tand for uskarpe afslutninger betød, at Næstved kunne gå til pause med en 1-0-føring.
Næstved kom godt ud til anden halvleg, og fem minutter inde i den 35-minutter korte halvleg var de tæt på at gøre det til 2-0. En Næstved-spiller snød offsidefælden, og så var han alene med netop indskiftede Jannich Storch, der dog hev en stor redning ud af ærmet.
Chancen var efterfulgt af et kvarters stilstand, hvor Nykøbing FC var mest på bolden, men kæmpede med at nedbryde Næstveds dybe organisation, der stod solidt og gang på gang fik afvist ellers fine NFC-opspil.
Med et kvarter igen fik Nykøbing FC dog for alvor etableret et pres mod Næstved-målet, og det var tæt på at give pote efter en god aktion af Sebastian Koch.
Den lynhurtige kant kom over højrekanten og fandt efterfølgende Mathias Gehrt foran mål. Gehrts afslutning tog dog indersiden af stolpen og kunne efterfølgende afvises tæt under mål af en Næstved-mand.
Presset mod Næstved-målet tiltog i takt med, at slutfløjtet nærmede sig, og med godt og vel fem minutter igen kunne gæsterne ikke længere holde stand.
Nykøbing FC kombinerede i Næstveds felt, og så blev Magnus Warming nedlagt og tilkendt et straffespark. Det tog Mathias Gehrt sig af med stor sikkerhed og scorede til 1-1.
Kort efter scoringen fik Næstved sig en chance via et giftigt fladt indlæg, men Nykøbing FC fik af et par omgange afvist og kunne i stedet fortsætte presset mod Næstved-målet.
Flere mål blev det dog ikke til i ordinær tid, hvorfor kampen skulle afgøres i straffesparkskonkurrence.
Her misbrugte både Mathias Gehrt og Nicolai Dohn deres forsøg imens, at Næstved scorede på deres første fire spark, hvorfor Næstved endte som vindere.
Resultatet betyder, at Nykøbing FC ender som 4’er ved Belt Cup 2019.
Resultater:
Kl. 11:00: Placering 5./6.-plads: SV Eichede 0-2 VfB Lübeck
Kl. 12:40: Placering 3./4.-plads: Nykøbing FC 1-1 Næstved (2-4 Str.)
Kl. 14:20: Finale: HB Køge 3-0 SV Todesfelde