
Topscorer Mathias Kristensen nyder at være tilbage på træningsbanen, hvor holdet er kommet godt fra land i 2022.
Der var sidste mandag stor glæde over at være tilbage på træningsbanen forud for det spændende forår i NordicBet Ligaen.
Spillerne er kommet tilbage i god form, og spørger man Mathias Kristensen, er det også dejligt at være tilbage i klubben.
– Det var fint med en ferie, men både jeg og resten af truppen havde glædet os til at komme tilbage i klubben og tage hul på træningen. Det er fedt at være i gang igen, og jeg synes, at den første uge er forløbet rigtig godt, siger topscoreren, som nu ser ind i en uge med en træningskamp.
– Vi glæder os helt vildt til at komme i kamp igen, og selvom at man i starten af en opstart ikke skal kigge alt for meget på resultater, så vil vi selvfølgelig ud og tage sejren, siger MK.
Træningskampen spilles lørdag kl. 12:00 hjemme i NFC Syd, hvor 2. divisionsmandskabet Hillerød kigger forbi.