Nykøbing FC og topscorer Mikkel Dahl ser frem til i morgen, hvor sidste weekends mange brændte chancer skal revancheres, når Thisted gæster NFC Syd.
Da Nykøbing FC i sidste weekend spillede 0-0 mod Fremad Amager, var det ikke chancer foran mål, der manglede.
Spillet på banen var i perioder rigtig godt, men den sidste skarphed manglede. Den skarphed glæder topscorer Mikkel Dahl sig nu til at finde frem i morgen, når Thisted kommer forbi.
– Vi spillede en fin kamp mod Fremad Amager, og vi leverede et godt niveau hele kampen igennem. Vi så som enhed rigtig stærke ud, men vi skal naturligvis være mere kyniske foran mål. Det skal vi være i morgen, og er vi det – så er jeg også sikker på, at det nok skal blive til tre point mod Thisted, fortæller Mikkel Dahl.
Flere spillede kunne have været kommet på måltavlen i sidste weekend, og ifølge Mikkel Dahl skal sulten efter at revanchere de brændte chancer tages med på banen mod Thisted.
– Som offensivspiller sidder brændte chancer selvfølgelig i hovedet resten af dagen, men derefter handler det bare om at komme videre. Man skal sørge for at levere på træningsbanen i ugen efter og få sparket nogle kasser ind dér samtidig med, at man skal tage sulten og revanchelysten med sig til næste kamp, så man kan gå ud og bevise, at man kan gøre det bedre, siger Dahl, der står noteret for seks ligamål i denne sæson.
Vi har redskaberne til at slå Thisted
Søndagens opgør bliver det tredje og sidste mod Thisted i denne sæson. Første opgør blev tabt med 2-1 inden, at vi senest vandt med 1-0 på udebane.
Mikkel Dahl forventer endnu en tæt kamp, hvor Nykøbing FC dog vil være mest på kuglen.
– Vi skal ud og sætte os på den her kamp. Jeg forventer, at det bliver en kamp, hvor vi er meget på bolden, og en kamp, hvor vi skal forsøge at nedbryde deres kompakte defensiv.
– Thisted er et godt hold, men de er også et hold, som jeg synes står godt til os, og som jeg synes, at vi på hjemmebane skal slå. Vi har redskaberne til at komme ud af kampen med tre point, og det viste vi også, da vi senest mødte dem, fortæller Mikkel Dahl, inden han fortsætter.
– Vi skal tage aggressiviteten med fra Viborg-kampen og det spillemæssige med fra Fremad Amager-kampen. Gør vi det, så skal vi nok komme frem til chancer. Den her gang, skal vi så bare putte dem i kassen.
Kampen i morgen er årets første hjemmekamp, og på trods af, at kampen er rykket til kunstgræsbanen i NFC Syd, så glæder Mikkel Dahl siger over endelig at spille hjemme igen.
– Det er altid dejligt at spille i egen hule – også selvom, at det i morgen ikke helt er i egen hule. At spille i Nykøbing gør altid noget godt for os, og den ekstra støtte der er betyder rigtig meget for os, slutter Dahl.
Der er kampstart i morgen søndag klokken 13:45.