Seneste nyt

Mathias Kristensen: Vil gøre alt for at slutte godt af

af

Mathias Kristensen: Vil gøre alt for at slutte godt af

Med tre mål i de seneste to kampe er Mathias Kristensen brandvarm, og den store angriber vil gøre alt for at slutte sæsonen godt af med en god præstation i Silkeborg.

I morgen venter der et brag af en kamp i JYSK Park, hvor oprykningskandidaterne fra Silkeborg venter.

Nykøbing FC har et sæsonmål om top-seks at opnå, og det skal ifølge Mathias Kristensen jagtes fra første fløjt.

– Vi har et erklæret sæsonmål om at ende i top-seks, og det er stadig inde for rækkevidde. Det kræver en god præstation af os i Silkeborg, men det er jeg også meget overbevist om, at vi leverer. Truppen er stadig sultne, og vi glæder os til at komme op og spille i en fed kulisse med mange folk på lægterne. Vi vil gøre alt for at slutte den her sæson godt af, siger Mathias Kristensen.

Mathias Kristensen har med fem mål og tre af slagsen i de seneste to kampe spillet et flot forår efter, at han kom til klubben i vinter.

Den store angriber satser på at fortsætte de flotte takter og drille Silkeborg i deres jagt på oprykning.

– Hele holdet vil ud og løfte den her opgave, men det er klart, at jeg personligt også gerne vil fortsætte den målstime, jeg i øjeblikket har gang i. Det kunne være rigtig sjovt at tage til Silkeborg og være med til at drille dem med et mål eller to, siger angriberen.

Der er kampstart lørdag 13:45, og kampen kan både ses live på TV3 Sport eller følges via vores Beierholm-liveopdatering på Facebook.