Efter tre fantastiske år skifter ’MK’ til Lyngby BK, men den store angriber har fået Sydhavsøerne tæt ind på livet.
Efter 104 kampe og 54 mål takker Mathias Kristensen er i Nykøbing FC for denne omgang.
Turen går i stedet til Superliga-klubben Lyngby BK, men det er ikke uden et vist vemod, at den dobbelte topscorer flytter klubadresse.
– Det har været en mega fed tid i Nykøbing FC. Jeg har fået rigtig mange fantastiske oplevelser, og jeg har lært rigtig meget – både personligt og fodboldmæssigt.
– Jeg har flyttet mig på rigtig mange parameter, og jeg føler, at jeg er blevet meget klogere på mig selv. Jeg har fået meget mere ro på både inden og udenfor kridtstregerne, og det føler jeg i høj grad er klubbens fortjeneste.
– Hele klubben har fra dag ét fået mig til at føle mig godt tilpas og velkommen. Det har givet en virkelig vigtig tryghed for mig, og jeg tror også, at det er derfor, at jeg er lykkes så godt her i Nykøbing FC. Jeg har i de tre år været både inde og ude af startopstillingen, men jeg har altid haft tilliden og opbakningen fra trænerne, og det tror jeg har betydet meget for, hvor jeg står nu, siger Mathias Kristensen.
Fra fynbo til falstring
I Nykøbing FC vil vi det lokale og med Mathias Kristensen, har vi været så heldige at have haft en mand, der også rigtig gerne ville Lolland-Falster.
’MK’ flyttede fra Fyn til Nykøbing Falster, og senest er også kæresten kommet til i lejligheden. Selvom Kristensen nu rykker fodboldadresse, så har han fået Sydhavsøerne så meget ind under huden, at han trods skifte til Lyngby, har tænkt sig at blive boende.
– Man kan måske godt sige, at jeg er gået fra fynbo til falstring. Jeg er flyttet herned, og jeg har fra første dag været utrolig glad for den beslutning. Jeg holder meget af at bo her, så indtil videre bliver jeg i hvert fald boende, siger Mathias Kristensen, inden at han sender en afskedshilsen til alle omkring klubben.
– Jeg vil rigtig gerne sige en stor tak til alle, der holder med Nykøbing FC og som har støttet mig i de seneste tre år. Jeg håber, at folk har været bare halvt så glade for at have mig, som jeg har været for at være her. Fansene, partnere og alle andre omkring klubben skal vide, at de også har været meget til at bidrage til, at jeg nu kan tage det her skridt.
– Jeg håber, at min historie i klubben vil være med til at inspirere andre til at tro på, at man kan, hvad man vil, så længe man sætter sig nogle mål og arbejder hårdt for dem, slutter MK.
Vi ønsker Mathias Kristensen held og lykke i Lyngby BK.