Seneste nyt

Martin Lohse: Fantastisk at følge klubbens udvikling

af

I 11 år huserede Martin Lohse i Nykøbing F. Idrætspark og terroriserede samtidig modstanderes forsvar. Det er ni år siden, at Lohse stoppede i Nykøbing FC, men han følger stadig klubben tæt.

Hvad enten man siger Nykøbing F. Alliancen, Lolland-Falster Alliancen eller Nykøbing FC, så er der stadig én angriber, der har scoret flere mål end alle andre – Martin Lohse.

Martin Lohse var i klubben i 11 sæsoner med kun en enkelt afstikker til Næstved ind i mellem, og selvom det efterhånden er ni år siden, at ’Superdolken’ stoppede i klubben, så husker han tiden ganske klart.

– Jeg havde en fantastisk tid i klubben. Jeg var jo i klubben af to omgange, og jeg husker begge ophold rigtig godt. Jeg kom til fra Sakskøbing, der spillede LF-serie, og kom direkte med på 2. divisionsholdet. Det var et voldsomt spring – både fodboldmæssigt, indstillingsmæssigt og konditionelt. Vi endte desværre med at rykke ned i min første sæson, og så tog jeg et enkelt år i Næstved inden, at jeg så kom retur.

– Det var i begge omgange en rigtig god tid i Nykøbing FC. Der var et enormt godt fællesskab omkring holdet, og vi var en flok spillere, der også var sammen uden for banen og havde det rigtig sjovt. Det lignede meget miljøet, som jeg kendte fra Sakskøbing, og det gav mig en god tryghed. Det var også derfor, at jeg vendte tilbage til Nykøbing efter året i Næstved – jeg følte mig bare bedre tilpas i Nykøbing, fortæller Martin Lohse.

Martin Lohse var i en årrække anfører for Nykøbing FC, og det var da også medvirkende til, at hans tid i klubben blev noget helt særligt.

– Da Carsten Broe kom til klubben og gjorde mig til anfører, da jeg var 24-25 år, så kunne jeg mærke, at jeg virkelig brændte for det. Han kom jo med den mission, at vi skulle i 1. division, og jeg har altid godt kunne lide sådan nogle projekter, der gælder mere end bare mig selv.

– Så jeg elskede hvert et minut i klubben, og jeg er også glad for, at jeg stoppede på et tidspunkt, som jeg synes var helt rigtigt. Det var en fantastisk tid med mange fantastiske minder, siger Lohse.

37 mål, oprykninger og et forbandet Brøndby-mål

Gennem sine 11 sæsoner i Nykøbing FC oplevede Martin Lohse både op- og nedture. Heldigvis for både den tidligere topscorer og klubben, er det dog primært positive oplevelser, som tankerne flyver tilbage til, når Martin Lohse bliver bedt om at tage en tur ned a ’memory lane’.

– Jeg var så heldig at være med til nogle oprykninger, og de var selvfølgelig store højdepunkter i min tid i klubben. Den første oprykning fra Danmarksserien til 2. division var en milepæl for os, fordi vi var et meget ungt hold, men den største bedrift var måske, at vi efterfølgende så rykkede direkte i 1. division.

– På den personlige plan, var det selvfølgelig også et højdepunkt, at jeg blev topscorer i Danmarksserien tre år i træk inden, at det så lykkedes os at rykke op. Jeg scorede 37 mål i en af de sæsoner, og det er jeg selvfølgelig ret tilfreds med, fortæller Martin Lohse.

I 2004 formåede Nykøbing FC at komme hele vejen til kvartfinalen i pokalturneringen og foran 10.000 feststemte fans i Nykøbing F. Idrætspark formåede Martin Lohse og co. at byde den hæderkronede klub fra den københavnske vestegn op til dans.

Martin Lohse ser tilbage på kampen og pokalkampagnen med glæde, men alligevel nager en enkelt detalje ved Brøndby-kampen dog stadig den gamle nummer 17.

– Jeg husker også tilbage på nogle af vores pokalkampe med stor glæde. Vi vinder 2-1 på udebane i 1/8-finalen mod Silkeborg, hvor jeg scorer begge mål, og efterfølgende trækker vi så Brøndby IF hjemme i Nykøbing F. Idrætspark. Vi taber desværre 2-0 – blandt andet på et rigtigt lortemål, hvor et indlæg ender med at tage bagerste stolpe og går ind – det irriterer mig stadig, fortæller Lohse i et arrigt tonefald inden, at han dog konstaterer, at han har utrolig mange gode minder fra sin tid i klubben.

Følger stadig klubben tæt

Det er ni år siden, at Martin Lohse satte kasser ind på samlebånd for Nykøbing FC, men selvom hans tid i lilla, og senere hen blå trøjer, ligger langt tilbage, så har han aldrig sluppet blikket for klubben.

– Jeg følger stadig rigtig meget med i, hvad der foregår i klubben, og jeg ser da også de fleste hjemmekampe på stadion. Når det ikke kan lade sig gøre, så følger jeg med via livescore.

– Jeg kommer også stadig meget i klubben. Min søn spiller på U13-holdet, så jeg kommer meget i klubhusene, og så får man jo tit snakket gamle minder med nogle af de mange bekendtskaber, man har fået sig i klubben gennem tiden, siger Lohse.

Meget er sket i Nykøbing FC siden Martin Lohse stoppede i klubben, men den tidligere angriber glæder sig over den forfatning, som klubben pt. befinder sig i.

– Det er fantastisk at følge med i den udvikling, som klubben er i. Klubben skulle lige finde sig selv efter sammenlægningen, og den lå og slumrede lidt i begyndelsen. Heldigvis kom der nogle på banen med en vision om Superliga i 2020, og det har jo medført en masse energi til klubben og projektet, NFC.

– Jeg håber meget på, at hele projektet omkring klubhus, idrætscampus og at få bygget et nyt stadion lykkes. Det synes jeg, at både landsdelen og klubben fortjener.

Den lokale forankring

Martin Lohse er oprindeligt fra Sakskøbing, og det er da også i hjembyen, at han nu slår sine folder. Her er han formand i Sakskøbing Boldklub samtidig med, at han både er afdelingsleder på forsorgshjemmet Saxenhøj og i november blev valgt ind i byrådet i Guldborgsund Kommune.

Den gamle angriber er derfor om nogen stadig engageret i lokalområdet, hvorfor det da også glæder ham at se, at Nykøbing FC er tilbage ved de gamle dyder ved at satse på lokale talenter.

– Jeg er virkelig begejstret over, at man er vendt tilbage til den filosofi og den idé om, at størstedelen af spillerne skal være lokale. Jeg tror på, at det er den rigtige vej at gå, fordi talentmassen på Lolland-Falster og Sydsjælland godt kan bære det, fortæller Lohse inden, at han tænker tilbage.

– En af de anker jeg havde i min sidste tid i klubben var, at jeg synes, at der var begyndt at komme for mange spillere ind udefra. Kendetegnet for vores hold, da vi rykkede op gennem rækkerne var jo, at det var lokale spillere stort set alle sammen – godt nok krydret med et par spillere udefra, der havde meget høj klasse. Her kan jeg nævne Søren Frandsen og Håkan Nilsson, der samtidig også gav meget til de unge spillere. Det smuldrede lidt undervejs, og der kom lidt for mange lykkeriddere ind, der havde spillet i 20 andre klubber før.

– Det betød måske lidt mere for os lokale spillere. Der var jo os, der tog tæskende, når vi var ude og handle om mandagen efter, at vi havde tabt om søndagen. Vi var lokale, og det betød noget mere for os end det gjorde for de spillere, der kom udefra. Så jeg tror, at det er vigtigt, at stammen er lokal, så resten af truppen også forstår, hvor vigtigt holdet er for lokalområdet.

Et hav af gode historier

Gennem sine 11 sæsoner i Nykøbing FC oplevede Martin Lohse mange sjove episoder. Går man ham dog lidt på klingen og beder ham udpege en enkelt, så falder snakken hurtigt på hjemturen fra Skive efter oprykningen til 1. division.

– Der er jo rigtig mange anekdoter fra min tid i klubben, men det er nok ikke alle, der tåler at blive delt. En af dem vi ofte snakker om er dog fra dengang, hvor vi tog hjem fra Skive efter at være rykket fra 2. til 1. division.

– Vi kører i bussen – og man skal jo huske på, at det er en lang tur hjem fra Skive, hvor man kan nå at feste rigtig meget – og jeg står på et tidspunkt oppe foran ved chaufføren, fordi man måtte ryge på de forreste fire sæder dengang.

– Jeg står så og får en smøg, og på et tidspunkt ved jeg simpelthen ikke, hvad der går af mig. Jeg tager simpelthen bare en af de oprykningstrøjer, som vi havde medbragt til festen og trækker henover hovedet på chaufføren.

– Han råber selvfølgelig som en gal; ’Hvad fanden laver du – jeg er midt i en overhaling’, og det havde jeg sgu ikke lige bemærket, men rigtigt nok, så lå vi i ydersporet på motorvejen. Alle andre end chaufføren synes jo, at det var mega sjovt og alle grinte, men dagen efter tænkte man da lidt over, hvad fanden man havde haft gang i, griner Martin Lohse inden, at han afsluttende bemærker.

– Der er jo et hav af de her historier, og når nogle af os gamle spillere mødes – og det gør vi ret ofte – så er vi fuldstændig ødelagte af grin over de her historier og nogle af de fantastiske mennesker, som vi i løbet af tiden har mødt.

Følg med i morgen, hvor vi på vores Facebookside åbner sidste låge i dette års Nykøbing FC-julekalender.