
Det meste af 2020 bliver desværre uden Marcus Backmann, der har pådraget sig en længerevarende skade.
Den kommende tid bliver desværre uden Marcus Backmann, der efter et uheldigt vrid under en træningsøvelse pådrog sig en skade, der viser sig at holde ham ude i forårssæsonen.
– Marcus er blevet scannet efter hans uheld til træning, og det står desværre klart, at det er en skade, der vil holde ham ude af i hvert fald forårssæsonen og også et godt stykke ind i efteråret. Derfra afhænger meget af, hvordan hans rehabilitering og genoptræning forløber, fortæller cheffysioterapeut Peter Due.
Manager Claus Jensen ærgrer sig på Backmanns vegne.
– Det er utroligt ærgerligt for Marcus, at han så tidligt i sin NFC-tid render ind i en alvorlig skade. Han har taget os alle med storm de første uger han har været i NFC, både som spiller og person.
– Marcus er mentalt stærk og jeg er sikker på, at han kommer tilbage endnu stærkere og folder sit store talent ud i NFC, men for nu venter der en længere periode ude hvor vi vil gøre alt for at hjælpe Marcus igennem, udtaler Claus Jensen.
Selv er Backmann naturligvis ked af, at hans tid i NFC starter med en længerevarende skade.
– Jeg er selvfølgelig utrolig ked af det, og selvom at der aldrig er et godt tidspunkt at blive skadet på, så er det alligevel ekstra irriterende lige nu. Jeg havde glædet mig til at spille for Nykøbing FC, og jeg følte egentlig også, at jeg var kommet rigtig godt i gang i træningen, så det er enormt ærgerligt, siger Backmann, der så småt er begyndt at se fremad.
– Der er gået lidt siden, at skadens omfang stod klart, så jeg begynder så småt at kunne se fremad. Jeg vil gøre alt for at komme tilbage som den bedste udgave af mig selv, så jeg kan hjælpe klubben, slutter han.