Nykøbing FC har sikret sig en markant profil til den vigtige målmandspost med tilgang af den erfarne keeper, Marco Brylov, som senest har spillet i FC Roskilde. Marco Brylov har skrevet en 2 1/2-årig kontrakt i NFC.
Det er ikke spændende nyheder, der mangler om Nykøbing FC i øjeblikket, og det er med stor glæde, at vi i dag kan præsentere endnu en.
Marco Brylov er således ny mand i NFC-truppen, hvorfor han går direkte ind og tager den plads i truppen, som Tobias Brogaard har efterladt med sin overgang til fuld tid på trænergerningen i NFC.
Fodbolddirektør Claus Jensen glæder sig over den nyeste tilføjelse til truppen.
-Jeg glæder mig meget over, at Marco nu er på plads i NFC. Efter Brogaard er rykket over i trænergerningen i NFC på fuld tid, har det været en topprioritet at finde den helt rigtige målmand til NFC fremadrettet og det har vi gjort med Marco, udtaler fodbolddirektør Claus Jensen inden, at han uddyber om klubbens nye målmand.
-Marco er en stærk karakter med store lederegenskaber, og han kommer til os med stor vindermentalitet samt ild i øjnene. Han er enormt ambitiøs, og så er han en meget dygtig keeper med stor erfaring – en erfaring han glæder sig til at dele ud af til vores unge trup og ikke mindst vores to unge lokale keepere i målmandsteamet i NFC. Yderligere har Mikkel Thygesen arbejdet med Marco i Roskilde, hvor de sammen rykkede op i sidste sæson, og de kender hinanden indgående. Det er et perfekt match, slutter en begejstret Claus Jensen.
Vi glæder os til at se Marco Brylov i aktion i NFC-trøjen og til at få glæde af hans kvalitet, erfaring og leder-egenskaber både på og uden for banen.
Velkommen til Nykøbing FC, Marco!