Nykøbing FC viste enestående fight, da det her til aften blev til en 0-1-sejr over FC Fredericia.
Der blev ikke efterladt noget som helst energi i Monjasa Park her til aften. Nykøbing FC krigede til den store guldmedalje, og det gav en fuldt fortjent 0-1-sejr over FC Fredericia.
Efter kramper, knytnæver og jubel over vundne dueller i slutminutter kunne Nykøbing FC altså notere tre point, men der manglede ikke drama, inden at sejren kom i land.
FC Fredericia startede kampen bedst, og i det første kvarter havde de bud efter et tidligt føringsmål. Jannich Storch tog fint fra på en friløber i en spids vinkel, og også defensiven bød godt til med at kaste sig heroisk ned i afslutninger fra tæt hold i NFC-feltet.
Langsomt aftog presset dog, og Nykøbing FC spillede sig bedre og bedre med i opgøret.
Efter 18 minutter kom NFC’s og kampens foreløbigt største chance, da Mads Carlson flot fandt Emilio Simonsen i dybden. Emilios afslutning suste dog forbi den fjerne krog af Fredericias mål.
Nykøbing FC spillede flot fodbold i denne fase af kampen, og pludselig var det hjemmeholdet, der blev spillet rundt i små hurtige trekantskombinationer.
Emilio Simonsen var en konstant trussel, og kort før pausen var han af flere omgange tæt på at stryge igennem til store chancer.
Der skulle dog lidt Fredericia-hjælp til før, at NFC fuldt fortjent kunne bringe sig i front.
NFC serverede et hjørnespark i Fredericia-feltet, og da Mikkel Wohlgemuth tog hånden til hjælp for at forsvare sig, pegede dommer Michael Tykgaard hurtigt på pletten.
Emilio Simonsen og Luca Kjerrumgaard ville begge tage straffesparket, men det var førstnævnte, der i sikker stil endte med at omsætte forsøget til en 0-1-føring.
Kort efter fløjtede dommeren til pause, og så kunne Claus Jensens drenge gå til pause med en føring.
Anden halvleg stod i fightens tegn, og fightet skal vi da lige love for, at der blev.
Nykøbing FC-defensiven stod bomstærkt, og nærmest på skift bød spillerne ind med stærke aktioner og tilhørende knyttede næver, når aktionerne lykkedes.
NFC lurede dog også på omstillingerne, og efter 52 minutter var det igen Emilio Simonsen, som voldte Fredericia-problemer. Emilios afslutning gik dog igen forbi mål.
FC Fredericia sled gevaldigt med at skabe store chancer, og det forblev ofte ved dødbolde. Dem var der til gengæld mange af. Gang på gang stod NFC-defensiven dog godt imod, og helt farligt blev det aldrig.
Også Luca Kjerrumgaard viste sig godt frem på de defensive dødbolde, hvor han gang på gang afviste tilnærmelser fra hjemmeholdet.
Det lignede derfor mere og mere sæsonens første NFC-sejr i NordicBet Ligaen, og den første sejr i Fredericia siden 2018.
Kort før tid havde hjemmeholdet lidt forsøg fra kanten af feltet, men boldene suste over og forbi Jannich Storchs mål.
NFC-spillerne kastede sig ind i tacklingerne og tog lange tunge løb trods flere havde krampe i slutfasen.
Forløsningen var derfor også til at tage at føle på, da dommeren efter fem minutters tillægstid fløjtede af, og Nykøbing FC kunne notere en flot 0-1-sejr og tre point til kontoen.
Næste opgave for Nykøbing FC er om otte dage, hvor Hillerød gæster Lollands Bank Park.
FC Fredericia – Nykøbing FC
07.10.22 Kl. 18:30 i Monjasa Park
0-1 (0-1)
0-1, Emilio Simonsen, straffespark (45 min)
Nykøbing FC: Jannich Storch, Kasper Jensen, Jacob Egeris, Thor Høholt, Oscar Fuglsang, Victor Christiansson, Valon Ljuti, Mathias Gehrt, Emilio Simonsen, Mads Carlson, Luca Kjerrumgaard.