
Mathias Kristensen scorede til 1-0 i gårsdagens 2-0-sejr over Fremad Amager, og det bidrog til en start på foråret, som han ikke selv kunne have skrevet meget bedre.
Mod Fremad Amager fik hele tre spillere officiel Nykøbing FC-debut, da både Mathias Kristensen, Mathias Thrane og Magnus Warming fik spilletid.
Førstnævnte startede inde, og han kronede en flot indsats med at komme på tavlen. Nykøbing FC’s nye angriber kunne derfor ikke have drømt om en bedre start på foråret.
– Det kunne ikke være skrevet meget bedre. Vi gik benhårdt efter tre point, og det lykkedes – endda med rent mål og det hele. Så det var helt perfekt.
– Det var virkelig dejligt og forløsende at få scoret. Det er præcis, hvad man drømmer som ny spiller i en klub. Som angriber vil man rigtig gerne bevise overfor klubben og fansene, at man er garant for mål, så det er jeg virkelig glad for, at jeg fik vist, siger Kristensen inden, at han forklarer om målet.
– Målet var lidt rodet, hvor der opstår lidt klumpspil foran mål. I første omgang synes jeg egentlig, at vi skal have et straffespark, men dommeren lader spillet fortsætte, og så er jeg pludselig alene med målmanden i feltet. Derfra var der kun én vej, og det var selvfølgelig bare at sparke den i kassen.
Sejren kom i hus efter en flot holdindsats, hvor der blev givet 110 % procent hele vejen rundt. Angriberen føler da heller ikke, at holdet spillede til sit fulde potentiale, hvorfor sejren luner ekstra godt.
– Jeg synes egentlig ikke, at jeg spiller en prangende kamp. Vi fik ikke spillet til at flyde, som vi ved, at vi kan og som vi gerne vil, men selv i perioder, hvor vi ikke spiller op til vores bedste, står vi kompakt, og det vidner om et hold med stor kvalitet samt selvtillid.
– Vi arbejdede sejren hjem som hold, og det var virkelig en fornøjelse at være med til, slutter han.
Næste opgave for Mathias Kristensen og Nykøbing FC er på søndag, hvor HB Køge gæster CM Arena kl. 13:45.