Et af de mest markante og traditionsrige partnerskaber i Nykøbing FC fortsætter – og bliver samtidig styrket.

Lollands Bank har nemlig ikke blot valgt at forlænge sit mangeårige engagement i Nykøbing FC, men også øget samarbejdet. Det betyder, at klubbens hjemmebane også i den kommende sæson vil bære navnet Lollands Bank Park, ligesom banken fremover bliver en aktiv del af klubbens samfundsindsats gennem NFC Samfund.

For Nykøbing FC er aftalen et stærkt signal om den lokale opbakning, der fortsat eksisterer omkring klubben og de ambitioner, der arbejdes målrettet efter – både på og uden for banen.

– Vi er utrolig glade for, at Lollands Bank ikke bare har valgt at fortsætte samarbejdet, men også at udvide det. Det er et stærkt signal om et partnerskab, der bygger på fælles ambitioner og et fælles ønske om at skabe udvikling på Lolland-Falster. Samtidig er vi stolte over fortsat at kunne byde velkommen til kampe i Lollands Bank Park. Det er et navn, der igennem en årrække skabt genklang både lokalt og regionalt og er blevet en naturlig del af fortællingen om Nykøbing FC, siger kommerciel chef Frederik Scheuermann, so også glæder sig over, at Lollands Bank er blevet en del af NFC Samfund.

– Det er enormt glædeligt, at Lollands Bank nu er blevet en del af NFC Samfund. Vi deler et værdisæt, hvor fællesskab, ansvar og lokal udvikling er i centrum, og derfor ser vi et stort potentiale i også at skabe en positiv forskel sammen uden for banen.

Et samlingspunkt for hele lokalområdet

Hos Lollands Bank er beslutningen om at udvide samarbejdet truffet med afsæt i bankens ønske om fortsat at investere i lokalområdet og de fællesskaber, der binder mennesker sammen.

– Vi har valgt at forlænge og samtidig udvide vores sponsorat med Nykøbing FC, fordi Lollands Bank Park er meget mere end en fodboldbane. Det er et vigtigt samlingspunkt for hele lokalområdet, hvor mennesker mødes om fælles oplevelser, engagement og stolthed. Som en lokal og ambitiøs bank ønsker vi at bidrage til de fællesskaber, der skaber værdi på Lolland-Falster, og derfor ser vi det som en naturlig forlængelse af vores lokale engagement at fortsætte samarbejdet med Nykøbing FC, siger marketingsansvarlig i Lollands Bank Park, Peter Vaaben.

Bliver en del af NFC Samfund

Som en del af den nye partneraftale bliver Lollands Bank samtidig en del af NFC Samfund, hvor klubben hver dag arbejder for at gøre en positiv forskel for børn, unge, ældre og sårbare borgere på Lolland-Falster gennem en lang række sociale indsatser og samarbejder.

Det er et initiativ, som passer naturligt ind i bankens egne værdier.

– Vi oplever, at Nykøbing FC gør en reel og mærkbar forskel for rigtig mange mennesker i lokalområdet. Gennem NFC Samfund tager klubben et stort socialt ansvar, og det er en indsats, vi har stor respekt for. Det harmonerer i høj grad med vores eget værdisæt, hvor nærvær, ansvarlighed og lokal udvikling er helt centrale elementer. Derfor glæder vi os til også at blive en del af den del af klubbens arbejde og være med til at understøtte de mange gode initiativer, siger Morten Vinge Olsen.

Den udvidede aftale understreger endnu en gang det tætte samarbejde mellem to stærke lokale aktører med et fælles ønske om at skabe udvikling, sammenhold og positive oplevelser på Lolland-Falster – både på stadion og uden for kridtstregerne.

#SuccesSkabesSammen