Der var brede smil og stålfaste blikke da vi havde sat Milas Frederiksen, Rasmus Berner og Oskar Balsløv stævne efter en træning. De har alle tre fået debut i foråret for Nykøbing FC som nu har kvitteret ved at give dem kontrakter, så de kan koncentrere sig om at spille fodbold – for to af dem samtidig med at de passer deres skole.
Det var som de tre musketerer som de sad og fortalte om deres ambitioner med klubben, og hvad fodbolden gerne skulle blive til.
De tre musketerer hedder som bekendt Athos, Porthos og Aramis og på trods af deres forskelligheder har de mottoet ”En for alle og alle for en”, og det er ganske rammende for Milas, Rasmus og Oskar.
EN DRENGEDRØM GÅR I OPFYLDELSE
De er en drengedrøm for alle tre at skrive kontrakter med Nykøbing FC:
Milas Frederiksen siger;
– Jeg kan huske vi har løbet ind som bolddrenge på stadion, og nu er det så os selv som er løber ind, og det er virkelig stort for mig. Det er en drengedrøm som er gået i opfyldelse.
Milas blev 17 år i marts, er midtbanespiller, og fik debut mod Aarhus Fremad på udebane for knap en måned siden. Milas Frederiksen er fra Nykøbing Falster og har altid spillet i Nykøbing FC.
Rasmus Berner supplerer;
– Det bliver nogle fede år. Jeg glæder mig til at indgå i træningen med de øvrige i truppen og koncentrere mig fuldt ud om at spille fodbold, udvikle mig og så i øvrigt tage de chancer som byder sig.
Rasmus Berner fik debut fra start i hjemmekampen mod Skive den 16. marts, og har senere fået tre yderligere kampe. Han er angriber og bliver 19 til oktober. Han har også altid spillet i Nykøbing FC og går i gymnasiet ved siden af.
Oskar Balsløv nikker ivrigt til sine holdkammeraters kommentarer og supplerer;
– Der er et stort spring fra ungdomsfodbold til senior. Tempoet, intensiteten og hårdheden er væsentlig større, men de øvrige i truppen har taget godt imod os unge og hjælper os meget til træningen.
Oskar Balsløv, midterforsvarer, har spillet fodbold i Hvidovre, men de sidste to sæsoner har han spillet for Nykøbing FC, det første år i NFC mens han gik på Gunslevholm Idrætsefterskole og i denne sæson sideløbende med at være startet på HF i Nykøbing. Oskar fik sin debut i kampen på Gladsaxe Stadion mod AB, hvor Nykøbing FC vandt 3-2. Her blev han skiftet ind i stedet for Oskar Gärtig.
Hvad betyder det for jer, at I spiller på landsdelens bedste hold i Nykøbing FC?
– Jeg er fra landsdelen så det betyder meget for mig også at spille på landsdelens hold, siger Rasmus Berner, og her supplerer Milas Frederiksen;
– Det har absolut en stor betydning, men jeg har også ambitioner og vil blive her og udvikle mig og, og så vil jeg gerne se hvor langt jeg kan drive det til, ved at skrive kontrakt med en endnu større klub om nogle år.
Det samme gør sig gældende for både Oskar og Rasmus.
– Har der ikke ind i mellem været nogle sure træningspas gennem jeres tid i Nykøbing FC?
– Nej. Faktisk ikke. Det har altid været spændende at træne og spille kampe i Nykøbing FC gennem alle ungdomsårene. Der har været nogle fantastisk dygtige trænere på alle årgange, siger Rasmus Berner.
Det bliver spændende at følge de tre unge spillere på Nykøbing FC’s hold.
En succeshistorie
For manager Claus Jensen er det at skrive kontrakt med de tre spillere endnu en succeshistorie for talentudviklingen i Nykøbing FC;
– Kontrakten med de 3 unge gutter, er endnu et bevis på at vi er på rette vej. Vi har skabt et miljø, hvor vi udvikler vores unge lokalt forankrede spillere, til at være med omkring ungdomslandsholdene og som i en tidlig alder er dygtige nok til at indgå i førsteholdstruppen og spille på vores bedste hold. Jeg vil gerne give en stor cadeau til de unge spillere og talentudviklingen i Nykøbing FC. Det er flot arbejde af drengene og af alle de mange trænere og specialister omkring dem i vores talentmiljø, at de leverer endnu tre spillere til Nykøbing FC’s førsteholdstrup.
Vi glæder os meget til at hjælpe dem videre med deres næste skridt i deres udvikling.
De indgår alle tre allerede i truppen. Milas og Oscar skal samtidig passe deres skole ved siden af, mens Rasmus bliver student her lige om lidt. De skal fortsat lære og er i transitionsfasen mellem ungdom og senior-fodbold, en fase vi ved vi skal have tålmodighed med, men de træner med i truppen og får præcis de samme muligheder og chancer for at blive udtaget som de øvrige, udtaler Claus Jensen.
– Hvordan her det med at de alle tre om nogle år gerne vil videre til større klubber?
– Det er præcis sådan det skal være og det miljø vi har drømt om at skabe for de unge spillere i NFC. Vi har store ambitioner og store drømme for fremtiden – det samme har spillerne. Vi har investeret massivt på området omkring talentudvikling over de seneste 5-6 år, så de unge spillere i Nykøbing og på Lolland Falster har muligheden for at drømme stort og udleve deres drøm lige her hvor de er født, have store ambitioner og udvikle deres talent i seriøse rammer i NFC.
Det lykkes vi med gennem gode samarbejder med klubberne på Lolland Falster og det sydlige Sjælland og med uddannede og dygtige trænere og specialister omkring dem i det daglige. Der er stor interesse for vores unge spillere og nogle af vores unge drenge vil blive så dygtige, at de bliver solgt til større klubber – det er en del af fodboldmodellen i NFC, slutter manageren med et smil.
Øverst ses de tre spillere samlet som nu skal kæmpe om at komme på Nykøbing FC’s bedste hold.
Foto: Rolf Larsen