Seneste nyt

Legenden fortsætter: Et år mere til Lars Pleidrup

af

Historien om Lars Pleidrup og Nykøbing FC fortsætter, da parterne har forlænget samarbejdet med et enkelt år.

Lars Pleidrup har for længst manifesteret sig som værende en vaskeægte NFC-legende, og det er derfor med enorm glæde, at vi kan offentliggøre, at Lars Pleidrup fortsætter endnu et år i NFC-trøjen.

Trods et pas, der efterhånden så småt viser 40 år, har Lars Pleidrup gennem hele denne sæson vist, at han så langt fra er færdig på en fodboldbane – tværtimod!

Manager Claus Jensen glæder sig enormt over forlængelsen.

– Det er svært at sætte ord på, hvor stor en figur Lars Pleidrup er i Nykøbing FC. Han er en af de største kulturbærere i dansk fodbold samtidig med, at han fortsætter med at holde et imponerende højt niveau og er en meget vigtig spiller for os både på og udenfor banen, siger Claus Jensen inden, at han fortsætter.

– Lars er et forbillede og et fantastisk eksempel for alle vores unge talenter i klubben, og jeg glæder mig enormt meget over, at han også i det kommende år er en del af truppen.

Et naturligt valg

Lars Pleidrup har for længst slået kamprekorden i Nykøbing FC, og med den nye aftale kommer han altså nu blot til at udbygge denne yderligere.

Kamprekorden fylder ikke det store for Lars selv, men har i stedet fokus på hans fortsat store lyst til både at spille fodbold og være en del af NFC-projektet.

– Jeg føler stadig, at jeg har noget at give til både holdet og klubben, så jeg er rigtig, rigtig glad og stolt over, at jeg også det kommende år er med på den her fantastiske rejse som klubben er i gang med, siger Pleidrup, som aldrig var i tvivl om, at der skulle skrives under på en ny kontrakt.

– Kroppen har det stadig godt, og jeg føler mig lige så motiveret, som jeg altid har været for at hjælpe NFC videre i udviklingen, så for mig var det helt naturlig at skrive under og så ellers bare se frem mod næste sæson, der bliver utroligt spændende for alle i og omkring NFC, slutter anføreren.