Seneste nyt

Legende-Lars kan runde 400 kampe

af

Spiller Lars Pleidrup i dagens kamp mod Hillerød, runder han et nyt skarpt hjørne, da han i så fald spiller sin kamp nummer 400 for Nykøbing FC.

Krydsermissilet fra Væggerløse, Legende-Lars…. Kært ’barn’ har mange navne.

Nykøbing FC har længe været personificeret med Lars Pleidrup, og det er bestemt ikke uden grund. Legende-Lars kan i dag således runde sin kamp nummer 400 (!) i NFC-trøjen, hvilket vidner om stor loyalitet og et hjerte, der banker for fodbolden på Lolland-Falster.

Lars Pleidrup begyndte at spille fodbold i Væggerløse som barn, men debuterede som 18-årig for det daværende Nykøbing F. Alliancen d. 15. april 2000 i en Danmarksseriekamp mod Hvidovres andethold.

’Krydsermissilet fra Væggerløse’ nåede 182 kampe i sin første periode i klubben inden, at turen gik til både AGF og FC Vestsjælland.

30. marts 2014 fik Lars Pleidrup dog comeback for NFC mod SC Egedal i 2. division og sidenhen, har anføreren med de evigt hidsige løb ikke repræsenteret andre klubber.

Sideløbende med sine flotte præstationer på banen har Lars Pleidrup desuden været talentchef og er pt. både transitionstræner for klubbens ældste talenter og børnetræner for NFC’s U10-mandskab.

Lars Pleidrup har i sine foreløbige 399 kampe scoret 74 mål.

Man skal passe på med at strø om sig med legendestatusser, men her er vi ikke blege for at give den ud.

Fra børnespiller i IVI (Idestrup/Væggerløse Idrætsforening – forreste række nummer to fra højre) over ung spiller i Nykøbing F. Alliancen til vaskeægte legende og kaptajn for Nykøbing FC!