Seneste nyt

Legende-Lars: Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle juble

af

Lars Pleidrup scorede sit mål nummer 75 for Nykøbing FC, da han i dag åbnede ballet mod Hobro, da NFC vandt med 3-1.

Nykøbing FC sikrede sig tre vigtige point, da det i dag blev til en 3-1-sejr over Hobro hjemme i Lollands Bank Park.

Nykøbing FC sprudlede i perioder af kampen, og det var anfører Lars Pleidrup, der åbnede ballet med sin scoring til 1-0.

Selvom det var Pleidrups 75. NFC-scoring, indrømmede han efter kampen, at han var lidt rusten i kunsten af jubelscener.

– Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle juble – det var ved at være længe siden, at jeg havde scoret. Det var en rigtig god aflevering fra ’MK’, og så var det jo bare at lukke øjnene og trykke til bolden, siger Pleidrup med et glimt i øjet inden, at han fortæller om sekvensen, hvor han kunne have fordoblet sin målscoringskonto.

– Jeg tror, at bolden rammer mig på hoften, og så springer den over til Koch, der får en rimelig stor chance. Jeg burde have håndteret den bedre selv, men jeg kan jo heller ikke score to mål i en kamp – det ville være for voldsomt. Jeg tror sgu, at vi skal tilbage til 90’erne for at finde senest gang, at det skete.

Nykøbing FC styrede i store perioder kampen, og det var derfor ifølge Pleidrup ikke ufortjent, at det blev til tre NFC-point.

– Vi spiller rigtig godt i især første halvleg, og vi bør nok også føre med mere end én ved pause. Vi bliver lidt shaky efter, at de scorer til 1-1, men jeg synes, at vi bevarer roen og får styr på kampen igen inden, at vi vinder fortjent.

– Alle sejre er selvfølgelig vigtige, men det er klart, at når vi har muligheden for at rykke fra nogle af de nærmeste konkurrenter, så skal vi slå til. Så det er super fedt, at vi gjorde det, slutter han.

Der venter nu en velfortjent kamppause i næste weekend, inden at der venter en udekamp mod FC Fredericia.