Lars Pleidrup og Nykøbing FC er blevet enige om en kontrakt, der løber frem til sommeren 2020. Samtidig indtræder Pleidrup som talentchef i klubben.
Med sine 347 kampe og 69 mål i Nykøbing FC-trøjen er Lars Pleidrup en mastodont i klubbens historie.
Det er derfor med stor glæde, at vi kan offentliggøre, at vi sammen med Lars Pleidrup er blevet enige om at forlænge samarbejdet på banen frem til sommeren 2020 samtidig med, at han ligeledes tiltræder som talentchef i Nykøbing FC.
Sportsdirektør Claus Jensen glæder sig over, at parterne har fået enderne til at mødes omkring begge roller.
– Vi er lykkelige over, at vi fortsat kan råde over Lars på banen. Han er vores anfører, forbillede, kulturbærer og han har klubbens DNA helt inde under huden samtidig med, at han igen i dette efterår spillet en kæmpestor rolle på banen, hvor han har fået sin anden ungdom på venstrebacken
– Samtidig er vi også utrolig glade for, at vi sideløbende er blevet enige om en aftale, der betyder, at Lars bliver talentchef i klubben. Lars har selv taget turen op gennem ungdomsrækkerne i klubben, og han skabte sig efterfølgende en flot karriere i Superligaen. Han ved om nogen, hvad det kræver at slå igennem, og vi er enormt glade for, at både vi som klub og vores mange talentfulde spillere kan drage fordel af Lars’ store viden samt erfaring, fortæller Claus Jensen inden, at han uddyber Lars Pleidrups kommende rolle som talentchef.
– Lars er fortsat aktiv i klubben på førsteholdet, så hans opgaver som talentchef bliver primært af administrativ karakter. Lars får ansvaret for talentudviklingsprogrammet og bliver ansvarlig for alt vedrørende licenssystemet. Han får et betydeligt ansvar for samarbejds- og partnerklubber i NFC både omkring top- og udviklingscenteret samt i vores videre udvikling af samarbejdet. Derudover kommer han også til at være uddannelses-ansvarlig for spillerne på sportslinjen. Lars er meget respekteret samt motiveret, og vi har allerede haft mange samtaler vedrørende rollen. Lars har været med ved forskellige lejligheder, blandt andet senest ved vores informationsmøde på CELF for de kommende elever på sportslinjen. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Lars – også udenfor banen, slutter Claus Jensen.
Lars Pleidrups kontrakt løber nu til sommeren 2020.