Seneste nyt

Langskudsdrøn blev afgørende i smalt testnederlag

af

Mandag aften tabte Nykøbing FC sæsonens anden træningskamp, da det hjemme i NFC Nord blev til et 2-0-nederlag til Superliga-mandskabet, FC Helsingør.

I onsdags hev Nykøbing FC et flot resultat med hjem fra Farum, da der blev spillet 0-0 ude mod FC Nordsjælland. De positive takter skulle i dag følges op, men et flot FC Helsingør-mål satte dagsordenen for kampen.

Kampen var i dagens anledning henlagt til NFC Nord-anlægget, og de ca. 170 fremmødte tilskuere fik en tempofyldt start på kampen.

Gæsterne fra Helsingør startede ud i et hidsigt tempo, men Nykøbing FC-forsvaret fik flot afvist således, at gæsterne ikke kom frem til store chancer i kampens indledning.

I stedet åd hjemmeholdet sig stille og roligt ind i kampen, men på trods af fine takter var det alligevel Christian Lønstrups mandskab, der kom frem til kampens første store chance, da Mads Aaquist sparkede forbi Sebastian Olsens mål fra tæt hold.

Den store chance slog dog ikke Jens Olsens tropper ud, og de fortsatte i stedet med at spille bolden rundt i egne rækker. Det kneb dog med den sidste skarphed, hvorfor det ikke blev til de helt store chancer. Tættest på var det, da Anders Due sendte et frispark ind i Helsingør-boksen, hvorefter en Helsingør-clearing på uheldig vis var på vej ind i eget net.

Helsingør-målmand Mikkel Bruhn nåede dog først på bolden, hvorfor gæsterne kunne ånde lettet op.

Herefter gik kampen en anelse i dvale, da holdene virkede til at udligne hinanden en smule i kraft af ens tilgange til kampen. Begge hold ville således gerne presse højt på modstanderens banehalvdel, men samtidig også gerne selv spille bolden op fra egne rækker.

FC Helsingør sluttede dog bedst af i første halvleg, og Nykøbing FC’s tilbagevendte målmand Sebastian Olsen måtte da også hive en enkelt god redning ud af ærmet for, at hjemmeholdet ikke skulle komme bagud.

Kort efter kunne han dog intet stille op, da gæsternes André Riel på flotteste vis hamrede læderet helt op i hjørnet uden chance for den sagesløse målmand.

Nede med 0-1 mod Superliga-mandskabet ventede der en svær anden halvleg for Jens Olsens mandskab.

Begge hold brugte pausen til at foretage en god håndfuld udskiftninger, og det gav anden halvleg et lidt mere rodet udtryk.

Nykøbing FC kom dog til et par fine muligheder, der dog manglede den sidste snært. Tættest på var Sebastian Koch af to omgange, da han først headede over mål og senere blev pillet af Helsingørs målmand, da han ellers var blevet spillet flot igennem i dybden.

Ind ville bolden dog ikke for Nykøbing FC denne regnfulde mandag aften, hvorfor det i stedet blev 2-0 til FC Helsingør med godt 20 minutter igen.

Begge hold fortsatte herefter med en søge målet, men ingen af holdene formåede at score yderligere i kampen, hvorfor Nykøbing FC måtte sande et 2-0-nederlag i sæsonens anden træningskamp.

Kampen bød desuden på flere interessante elementer, da Søren Christensen fik comeback i NFC-trøjen, langtidsskadede Mads Kaalund fik en halv time på banen og prøvespilleren Meck Nærgaard fik en halvleg på højreback.

Træningskamp
Mandag d. 3. juli 2017, kl. 17:00 i NFC Nord.  

Nykøbing FC – FC Helsingør

0-2 (0-1)
0-1, André Riel (42 min)

0-2 , ? (70 min)

Nykøbing FC (4-3-3): Sebastian Olsen (45. Thomas Villadsen), Chris Thorsheim, Kasper Jensen (65. Jeppe Arnesen), Jakob Bonde, Mads Delord (77. ‘Mini’), Anders Vest-Hansen (45. Jordan Wilson), Søren Christensen (45. Meck Nærgaard), Lars Pleidrup (65. Mads Kaalund), Sebastian Koch, Anders Due (45. Jan Berner), Mikkel Dahl.