Nykøbing FC lignede længe et hold, der skulle have point med hjem, men Hillerød viste stor kynisme i anden halvleg og tog alle tre point.
I en kamp, der bølgede frem og tilbage, endte det desværre med et 3-1-nederlag til Hillerød.
Hillerød startede kampen bedst, men det kneb for begge hold i de første minutter for alvor at få sat spillet.
Efter otte minutter kom gæsterne dog i front, da de kom over deres højreside og lagde et fladt indlæg til forreste stang, hvor store Asger Højmark kom stormende og kunne prikke bolden i nettet til 1-0.
Nykøbing FC fik derfor så langt fra den ønskede start på kampen, men i stedet for at have ondt af sig selv, tog spillerne skeen i den anden hånd og bød hjemmeholdet trods.
Langsomt fik Nykøbing FC bedre fat i kampen, uden at det dog i starten endte med at kaste større chancer af sig.
Efter en halv time kom der dog hul på bylden, da Milas Schwensen sled sig igennem i højresiden og kastede to mand af sig. Milas tog chancen mod det lange hjørne med venstreskøjten, hvorfor udligningen strøg i nettet mål en sagesløs Hillerød-målmand.
Nykøbing FC sad herefter tungt på kampen, og det lignede, at der skulle falde et føringsmål kort før pausen.
Emilio Simonsen havde bud efter det lange hjørne efter en god aktion, og få minutter efter lignede det, at han kunne være tilkendt et straffespark. Dommeren slog dog ud med armene.
Kort før pausen havde også Mads Carlson bud efter en 1-2-scoring, da han kombinerede flot med Luca Kjerrumgaard i Hillerød-feltet, men det sidste træk fra Carlson blev for langt, hvorfor værternes målmand akkurat kunne nå ud og forpurre chancen.
Holdene gik derfor til pause med 1-1.
Nykøbing FC kom fantastisk ud til anden halvleg.
Allerede få minutter inde i anden halvleg kom Nykøbing FC i en god tre mod to position, men den sidste aflevering fra indskiftede Nikolaj Bonde ud mod Emilio Simonsen fik for lidt power, hvorfor chancen aldrig blev så stor, som det kunne være blevet.
Minuttet efter var Nykøbing FC igen tæt på et føringsmål, da Milas Schwensen flot fandt Emilio Simonsen bagerst i Hillerød-feltet. Emilio fik sendt en afslutning mod bagerste stang afsted, men målmanden hev en god redning ud af ærmet.
Nykøbing FC fortsatte med at presse på, men det forblev i denne fase af kampen ved blokerede og nærgående forsøg.
Hillerød åd sig langsomt ind i kampen igen, og efter en time udnyttede de så den første chance efter et tungt NFC-pres.
Et indlæg blev sendt ind i NFC-boksen, hvor Storch i første omgang flot reddede, men intet kunne stille op overfor returbolden, der dumpede ned for fødderne af en af hjemmeholdets spillere. Dermed stod det lidt mod stil og chancer pludselig 2-1 til hjemmeholdet.
Hillerød fik herefter momentum, og få minutter efter føringsmålet kom de frem til en ny stor chance efter en fejl i opspillet. Chancen blev dog sparket langt over mål.
Efter 65 minutter fik Hillerød dog tilkendt et straffespark, og det blev omsat i sikker stil, hvorfor den pludselig stod 3-1 til værterne.
Hillerød trak sig længere tilbage på banen, og Nykøbing FC overtog opgøret igen mod slutningen.
Det blev da også til flere gode muligheder for en sen reducering, og især indskiftede Emeka Nnamani var tæt på at bringe spændingen tilbage i opgøret med få minutter. Et hovedstød sneg sig dog snært over mål.
Reduceringen udeblev, hvorfor hjemmeholdet kunne notere en 3-1-sejr.
Der venter nu 14 dages landkampspause, inden at SønderjyskE den 1. oktober gæster Lollands Bank Park.
Hillerød – Nykøbing FC
17.09.22 Kl. 14:00 på Hillerød Stadion
NordicBet Liga, 10. spillerunde.
3-1 (1-1)
1-0, Asger Højmark (8 min)
1-1, Milas Schwensen (33 min)
2-1, Lucas Bøje-Larsen (61 min)
3-1, Berzan Kucukyildiz (65 min)
Nykøbing FC: Jannich Storch, Kasper Jensen, Jacob Egeris, Thor Høholt, Oscar Fuglsang, Valon Ljuti, Mads Carlson (46. Nikolaj Bonde.) (69. Ahmed Hassan), Mathias Gehrt, Milas Schwensen (77. Emeka Nnaman) (88. Elias Gärtig), Emilio Simonsen, Luca Kjerrumgaard.