Topscorer Mathias Kristensen ser frem mod morgendagens kamp mod et hold, der i efteråret viste sig som værende et yderst velorganiseret mandskab.
Søndag eftermiddag går turen til nordpå, når der venter en udekamp mod Slagelse, der som et af de få hold voldte NFC problemer i efteråret.
Efterårets dyst i CM Arena endte 0-0 efter en kamp, hvor Slagelse forsvarede sig flot, og topscorer Mathias Kristensen husker da også morgendagens modstander som en velorganiseret en af slagsen.
– Slagelse er et mandskab med rigtig mange dygtige spillere, men de er også et hold med stort H. Jeg husker efterårets kamp som en kamp, hvor de stod dybt, var velorganiserede og virkelig arbejdede hårdt. Det skal vi naturligvis være klar til, og det synes jeg også, at træningsugen har vist, at vi er, siger MK, der som altid har stor tro på holdets evner.
– Vi går ydmygt ind til kampen og med stor respekt for Slagelse, og de ting, som de kan. Når det er sagt, så har vi selvfølgelig en stor tro på os selv, og vi kommer til at gå benhårdt efter de tre point.
Mathias Kristensen scorede ingen mål i træningskampene op til forårspremieren, men da det virkelig talte, var han klar med en scoring mod Avarta.
Selv føler han sig da også i god form.
– Jeg var ikke skarp i træningskampene, men jeg er der, når det virkelig gælder, siger MK med et glimt i øjet inden, at han fortsætter.
– Jeg føler mig i god form, og jeg synes, at det har været en rigtig god opstart. Jeg har sammen med trænerteamet arbejdet meget med min positionering, og det synes jeg stille og roligt er ved at give pote. Jeg håber, at jeg kan fortsætte med at bidrage med mål i morgen, slutter han.
Der er kampstart kl. 13:00, og du kan som altid se kampen via et abonnement på EkstraBladet+. Køb dit abonnement her og støt NFC med 10% af købet.