Der var ikke meget der fungerede i dag, og så blev det til et ærgerligt 0-2-nederlag til Hvidovre IF.
Scenen var sat og opbakningen stor, men Nykøbing FC-spillerne rendte i dag ind i en kollektiv offday, hvor ikke meget gik som det skulle.
De første 5-10 minutter startede ellers fornuftigt for Claus Jensens mandskab, men langsomt fik gæsterne fra Hvidovre overtaget i kampen.
Chancerne udeblev dog i store dele af første halvleg, og det tætteste på en reel chance var efter små 20 minutter, da Jacob Egeris heroisk fik blokeret en afslutning omkring NFC’s lille felt.
For NFC’s vedkommende var det modsat seneste weekend svært at skabe chancer. Tættest på var det efter en lille halv time, hvor Nikolaj Bonde var millimeter fra at kunne sende Emeka Nnamani alene med Hvidovre målmand. Afleveringen manglede dog den sidste snært.
Få minutter senere kom kampens første rigtig store chance, og den tilfaldt gæsterne fra Hvidovre.
En dybdebold i højre blev akkurat nået først af en Hvidovre-spiller, der dog kun kunne få givet bolden en tur med tåen. Storch havde læst afslutningen, kom godt ud og tog sig af forsøget.
Mål fik Hvidovre dog i første halvleg.
Efter 42 minutter blev NFC udspillet i og omkring eget felt, og så kunne den tidligere NFC’er, Tobias Thomsen, prikke bolden det sidste stykke over stregen tæt under mål.
Dermed kunne Hvidovre gå til pause med en 0-1-føring.
Nykøbing FC kom ud til anden halvleg med fornyet energi. Kasper Jensen lagde for med et stærkt rush opad højrekanten inden, at han fandt Lars Pleidrup, som lagde bolden til rette for Valon Ljuti. Midtbanekrigeren forsøgte med en flad afslutning mod det lange hjørne, men målmanden tog sig fint af forsøget.
Simon Madsen var blevet skiftet ind i pausen, og efter et lille kvarter viste han sine offensive kvaliteter, da han tog et godt løb op ad venstrekanten og tog chancen med det kolde højreben. Den gode tur kunne dog godt have fortjent bedre, da afslutningen manglede saft og kraft.
Som i første halvleg åd Hvidovre sig dog igen langsomt ind i kampen, og NFC fik svære og svære ved at komme frem til de chancer, der skulle bringe dem tilbage i kampen.
Hvidovre formåede heller ikke at skabe de helt store chancer, og når der var optræk til det, kom en ganske velspillende defensiv i vejen.
Tættest på en udligning var indskiftede Ole Jakobsen, da han trak ind fra venstre og afsluttede, men igen sad afslutningen lige på målmanden. Ole Jakobsen var en af de få lyspunkter i dagens kamp, da han igen lavede et flot indhop.
Lyset blev dog endeligt slukket med 10 minutter igen, da Hvidovres Marcus Lindberg flot klappede bolden højt oppe i målet uden chance for Jannich Storch.
Nede med 0-2 kunne NFC ikke komme tilbage, hvorfor det desværre ikke blev til nogle NFC-point i denne weekend.
Næste opgave er heldigvis allerede på tirsdag, hvor HIK venter i pokalturneringen.
Nykøbing FC – Hvidovre IF
30.07.22 Kl. 15:00 i Lollands Bank Park
NordicBet Liga, 2. runde.
0-1 (0-1)
0-1, Tobias Thomsen (41 min)
0-2, Marcus Lindberg (80 min)
Nykøbing FC: Jannich Storch, Kasper Jensen, Elias Gärtig, Jacob Egeris, Lars Pleidrup (86. Jacob Blach), Victor Christiansson, Valon Ljuti, Mads Carlson, Emeka Nnamani (62. Ole Jakobsen), Ahmed Hassan, Nikolaj Bonde (45. Simon Madsen).