Seneste nyt

Kjerrumgaard: Vi skal være bedre til at bevare momentum

af

Luca Kjerrumgaard scorede, men ærgrede sig efter kampen over, at han ikke scorede et mere, og at holdet ikke formåede at bevare det store momentum fra første halvleg.

For anden gang i de seneste tre kampe var der mål i Luca Kjerrumgaards støvler, da han her til eftermiddag scorede til 1-0 mod Hillerød.

Efter kampen ærgrede han sig dog mest over, at han ikke fik gjort det til 2-0, og holdets manglende evne på dagen til at bevare overtaget fra første halvleg.

– Jeg skal score en gang mere. Jeg fejlbedømte situationen og koncentrerede mig for meget om bolden og for lidt om situationen, som jeg stod i. Jeg skulle bare kigge op, slå koldt vand i blodet og lægge den ind, men det får jeg ikke gjort, og det var selvfølgelig ikke godt nok.

– Vi skal være bedre til at bevare momentum. Vi har for mange perioder, hvor det går for hektisk frem og tilbage. Vi skal tage pusten ud af kampen og udnytte, at vi har gode perioder.

– Vi bliver for passive i anden halvleg, og jeg synes, at vi manglede lidt i presset. Der var vi rigtig gode i sidste uge, men der manglede lidt i dag.

– Vi skulle have haft alle tre point i dag, men omvendt er det også vigtigt, at vi trods alt tager et enkelt point. Vi har døjet med at lukke kampene, når vi ikke formår at tage alle tre, men det gjorde vi fint i dag. Det er det positive, som vi kan tage med os videre, siger Luca Kjerrumgaard.

Der var tvivl om målet til 1-0, da det både på stadion og i TV var svært at se, om det var Valon Ljuti eller Luca Kjerrumgaard, der havde sidste fod på afslutningen mod Hillerød-målet.

Selv var Kjerrumgaard dog ikke i tvivl efter kampen.

– Det er mit mål. Jeg mener, at den er klar og tydelig, men jeg hører, at det ser anderledes ud på video. Men det er mit mål, siger Kjerrumgaard med et smil, inden at han uddyber situationen.

– Jeg føler, at det hele var lidt hektisk, og at deres stoppere ikke sad tæt på mg. Så jeg tog chancen og udnyttede min styrke, så jeg kunne komme til afslutningen, der så heldigvis gik ind.

Næste opgave for Luca Kjerrumgaard og NFC er allerede på tirsdag, hvor Næsby venter i pokalturneringen.