Kasper Jensen er tilbage i NFC, hvem han selv var med til at sparke i 1. division for små fem år siden.
Der findes næppe et mere legendarisk øjeblik i Nykøbing FC’s stadig korte historie, end da Kasper Jensen med få øjeblikke tilbage af oprykningskampen i Thisted i 2016 fik kastet sig frem og scoret til 2-3, hvorfor oprykningen til 1. division blev sikret.
Siden repræsenterede Kasper Jensen klubben i hele 167 kampe, og nu er midterforsvareren så tilbage, hvor karrieren for alvor tog fart. Det glæder den tidligere nummer 5.
– Jeg er rigtig glad for, at jeg igen kan kalde mig NFC-spiller. Efter fem år i klubben, betyder den selvfølgelig noget specielt for mig, og jeg ser meget frem til igen at kunne trække trøjen over hovedet og repræsentere hele Lolland-Falsters hold, siger Jensen.
Siden Kasper Jensen forlod Nykøbing FC ved udgangen af 2019, er NFC røget en tur i 2. division, men står det til forsvarsspilleren skal NFC hurtigt tilbage i landets næstbedste selskab.
– Det var sgu ikke sjovt at se drengene rykke ned i 2. division, men når det er sagt, så har det været fedt at følge dem i 2. division, hvor man ved sæsonstart ikke kunne have ønsket sig en meget bedre situation end den holdet står i lige nu. Nu skal vi arbejde benhårdt de sidste kampe, og så skal vi tilbage i 1. division, siger Kasper Jensen.
Kasper Jensen står pt. noteret for 167 kampe for NFC, og det er næstflest i den nuværende trup. Jensen er således kun overgået af Lars Pleidrup, der står noteret for 406 kampe. Kasper Jensen går nu benhårdt efter kamprekorden.
– Jeg regnede lidt på det, og jeg kom frem til, at jeg blev nødt til at komme tilbage nu, hvis jeg nogensinde skulle have kamprekorden. Lars spiller vel til at han bliver 45, så jeg har en lille smule travlt, slutter Jensen med et glimt i øjet.