Der skal følges op på sidste rundes flotte 4-3-sejr over FC Helsingør, når Nykøbing FC mandag skal på besøg hos endnu en oprykningskandidat i form af Hvidovre IF.
Det er lutter potentielt kommende Superliga-mandskaber, som Nykøbing FC i øjeblikket uge efter uge byder op til dans.
2. påskedag venter Hvidovre på udebane, og hjemmeholdet er i skrivende stund blot tre point efter Lyngby BK på den sidste af oprykningspladserne.
Hvidovres prædikatet som værende Superliga-bejler er dog ikke noget, der fylder særligt meget hos Kasper Jensen.
– Vi har hele sæsonen mødt gode hold, men det er klart, at det er cremen af NordicBet Ligaen, som vi møder i øjeblikket. De kommer alle ud med ild i øjnene for at jagte den her oprykningsplads, men vi kommer ud lige så tændte for at gøre et godt indtryk i oprykningsspillet. Det synes jeg også, at man så i sidste runde mod Helsingør, siger Kasper Jensen inden, at han fortsætter.
– Vi spillede en rigtig god kamp mod Helsingør, men jeg synes ikke nødvendigvis, at vi ramte vores topniveau. Vi kan være endnu skarpere i begge ender af banen, og det vil vi selvfølgelig gerne bygge på mandag mod Hvidovre. Vi skal ride videre på den bølge, som vi fik startet mod Helsingør.
Kasper Jensen var mod FC Helsingør tilbage i både midterforsvaret samt ikke mindst målscorerens rolle, og Jensen nødt begge dele.
– Jeg synes, at jeg havde et rigtig godt samarbejde med Malte (Johannsen, red.) i midterforsvaret, og selvom vi lukker tre mål ind, så synes jeg egentlig, at vi havde okay styr på dem i størstedelen af kampen. Det giver en fin base at bygge videre på, siger Jensen inden, at han gerne lige vil snakke lidt om sit mål.
– Det var et flot mål ikke? Jeg håber at kunne lave et lige så flot et på mandag, slutter Jensen med et grin.
Der er kampstart kl.12:00 i Pro Ventilation Arena på mandag.