
Nykøbing FC tabte i går med 4-1 på udebane til Vejle efter, at holdet fra Lolland/Falster ellers førte ved halvleg. Midterforsvarer Kasper Jensen mener, at kampen gav dyre, men gode lærepenge.
Det var en af de flotteste første halvlege som Nykøbing FC har spillet, da dommeren i går fløjtede til pause på Vejle Stadion.
Stillingen var 1-0 til gæsterne, men alligevel endte det med et ærgerligt 4-1-nederlag.
Det ærgrer Kasper Jensen, der dog mener, at der er positive ting at tage med fra opgøret.
– Første og anden halvleg var lidt ligesom nat og dag. Der er for stor forskel på vores top og bundniveau, og det er noget, som vi skal arbejde på. Der er ingen tvivl om, at vores topniveau er til toppen af den her række, og det viser vi også i første halvleg.
– Der er bestemt positive ting at tage med fra kampen i går. Vi spiller en suveræn første halvleg, hvor vi får sat spillet på vores præmisser, og det er det vi skal kigge på og stile efter fremadrettet. Anden halvleg kan vi kigge tilbage på for at se, hvordan vi i hvert fald ikke skal gøre, siger Kasper Jensen.
Nykøbing FC spiller allerede igen onsdag, hvor modstanderen hedder FC Roskilde i pokalturneringen. Det glæder midterforsvareren, at der hurtigt er en ny kamp på programmet.
– Det er bare op på hesten igen. Det er en ny kamp allerede på onsdag, os så må vi ud og vise, at det her var en engangsforestilling. Vi skal vise, at vi kan spille en hel kamp, som vi spillede de første 45 minutter.
– Fodbold er perioder med godt og dårligt spil. Vi tager den her kamp med os og så lærer vi af den og bestræber os på at spille som i første halvleg. Det var dyre, men gode lærepenge, slutter Kasper Jensen.