Seneste nyt

Kaptajnen forlænger

af

Nykøbing FC’s anfører, og den med klart flest kampe i truppen, har forlænget kontrakten med endnu en sæson. Kasper Jensen har været ude med en skade siden han måtte udgå af årets første kamp hjemme mod HIK, og selvom der er flere årsager til at forlænge kontrakten er netop skaden en af dem;

– Det skulle ikke slutte på den måde. Jeg har været hele foråret, og det har været ærgerligt efter så mange kampe hvis jeg skulle slutte sådan. Derudover betyder det noget for mig at føre holdet ind til kamp på Lollands Bank Park, så det vil jeg gerne gøre igen, siger Kasper Jensen, der har spillet 243 kamp for bjørnene, hvor de 18 blev spillet i den netop afsluttede sæson.

Nykøbing FC’s anfører Kasper Jensen har spillet 243 kampe for Nykøbing FC og scoret 15 mål. Kasper Jensen er sponseret af Beierholm. Foto; Betamy Foto- og Droneservice.

Hvordan er det så at være ældst i så ung en trup?
– Det er jeg så heller ikke. Det er Tobias Brogaard med nogle få måneder, siger Kasper Jensen med et grin og fortsætter;
– Det er en meget ung trup, men i tidligere sæsoner har det været mere jævnt aldersmæssigt, men det er noget andet nu, hvor jeg skal hjælpe med at kanalisere de unges energi så den bruges rigtigt. Det ser jeg også frem til.

Skal vi se dig spille lige så længe som Lars Pleidrup?
– Nej, det tror jeg ikke. Spillede han ikke til han var 41 år? Jeg tror enten kroppen siger fra inden eller også vil jeg gerne bruge tiden på noget andet, slutter Kasper Jensen, som har forlænget kontrakten med et år.

Kasper er i øvrigt helt klar igen efter sin skade, og indgår på lige fod med den øvrige trup, når de starter op igen efter ferien.

Har været savnet enormt
Der er også kun glade toner fra Manager Claus Jensen, når snakken falder på Kasper Jensen;

– Det er helt afgørende for os, at Kasper Jensen har forlænget. Kasper er vores anfører og går foran på alle parametre og tager et kæmpe lederskab i gruppen. Vi har savnet ham enormt her i foråret og vi glæder os til at have ham tilbage på træningsbanen og i kamp når vi starter den nye sæson op.