Konkurrencen er hård i Nykøbing FC-truppen og ifølge Mads Kaalund handler det derfor om at træne hårdt og præstere i træningskampene.
Når Nykøbing FC senere i dag tager hul på en weekend med to træningskampe, er det ikke kun for at få rørt stængerne.
Kampen om startpladserne er nemlig hårdere end nogensinde, og det er ifølge Kaalund med til at holde spillerne knivskarpe til både træning og i træningskampene.
– Vi viste allerede i efteråret, at vi er et rigtig godt hold, og jeg synes kun, at vi bliver bedre her over vinteren. Der er konkurrence om alle pladser, så man er nødt til at være fokuseret og holde sig knivskarp til både træning og kamp. Man skal virkelig præstere for at kunne spille sig i startopstillingen, og det er en fornøjelse at være en del af en trup, der er så præget af positiv konkurrence, siger Kaalund, der glæder sig til weekendens to kampe.
– Det sjoveste ved fodbold er at spille kampe, så vi glæder os selvfølgelig alle sammen til at komme ud og få minutter i benene både i dag og i morgen. Vi er alle sultne efter at komme ud og vise os frem og præstere som hold – selvom det ’bare’ er en træningskamp, så betyder det altid noget for os at vinde.
Dagens kamp spilles klokken 13:30 og midtbanespilleren håber at se mange fans i NFC Syd.
– Det var dejligt at se mange fans til sidste weekends interne træningskamp, men jeg håber da, at der kommer endnu flere ud og støtter os her i weekenden. Vores fans giver os altid noget ekstra, og det gælder bestemt også i træningskampe. Jeg kan kun opfordre folk til at komme i NFC Syd, slutter han.
Der er i dagens træningskamp mod FCK U19 kampstart 13:30 og i morgen kampstart 12:00 mod HIK. Begge kampe spilles på NFC Syds kunstbane.