Det plejer at være særdeles livligt, når NFC og FC Fredericia støder sammen. Mikkel Juhl forventer mere af det samme, når holdene mødes igen i morgen eftermiddag.
Det er to hold, der vil ud over stepperne, som lørdag eftermiddag mødes i Lollands Bank Park.
Både Nykøbing FC og FC Fredericia er kendt for deres offensiver, og det plejer da også at komme til udtryk, når de to hold brager sammen. De seneste otte kampe har således haft mindst tre mål, og senest jyderne var på besøg i Lollands Bank Park, endte kampen med de vilde cifre, 4-4.
Højreback Mikkel Juhl forventer endnu en sprængfarlig affære mellem de to mandskaber.
– Altså jeg forventer ikke ligefrem, at Fredericia skal lave fire på os hjemme i Lollands Bank Park igen, men jeg er helt sikker på, at det bliver en underholdende og offensiv kamp. Det er det altid, når vi møder FC Fredericia, og jeg ser ingen grund til, at det ikke skulle blive det igen, siger Juhl, inden at han fortsætter.
– FC Fredericia skal op og jagte tre point for at hænge på i toppen, og vi vil samtidig gøre alt for at underholde vores fans og skabe en lige så god kamp som seneste, vi spillede hjemme. Det bliver en fed kamp, spår han.
Du kan købe din billet til kampen på nfc.eventii.dk. Køber du billet i dag, sparer du 25,- kr. på voksenbilletter.