Seneste nyt

Jordan Wilson: Man kunne virkelig mærke fansene

af

Jordan Wilson scorede til 3-2 i dagens kamp, og efter kampen havde han stor ros til de mange fremmødte fans.

Når Jordan Wilson for en sjælden gangs skyld scorer – så er det et vigtigt mål. Det beviste han nok engang, da han søndag eftermiddag bragte Nykøbing FC på sejrskurs med små 10 minutter igen af arvefjendeopgøret mod Næstved.

Efter kampen glædede den altid smilende canadier sig over målet, sejren og ikke mindst den gode atmosfære, der blev skabt i CM Arena af masser af veloplagte fans.

– Der var en vanvittig stemning på stadion. Næstved havde også mange fans med, men jeg hørte kun vores tilhængere, og det var med til at gøre det til en helt specielt dag for os. Man kunne virkelig mærke opbakningen indenfor kridtstregerne, og det betød meget for os, siger Jordan Wilson inden, at han understreger vigtigheden af sejren.

– Det betyder altid meget at slå lige nøjagtigt Næstved, men også fordi, at det hele er så tæt i tabellen. Hvis vi vinder igen i næste weekend, så er vi tæt på toppen, og det var derfor en ekstra vigtig sejr at få i dag.

– Så jeg var rigtig glad for at kunne bidrage med et mål. Det var så fedt at score igen. Det er sjældent jeg scorer, men når jeg gør det, så er det altid et vigtigt mål af slagsen, slutter en tydeligt glad Wilson.

Næste kamp for Nykøbing FC er i næste weekend, hvor FC Roskilde venter på udebane.