Jordan Wilson har forlænget sin kontrakt med Nykøbing FC frem til 2020, og det skyldes, at den samlede NFC-pakke gav forlængelsen perfekt mening.
Der var smil hele vejen rundt denne formiddag, da det blev officielt, at Jordan Wilson også efter nytår er at finde i Nykøbing FC.
Den defensive jernmand har sat sin signatur på en aftale løbende til sommeren 2020, og det skyldes ikke mindst en stor kærlighed til klubben.
– Først og fremmest handler det om, at jeg føler, at Nykøbing FC er min klub. Jeg har spillet i andre klubber, men jeg føler, at NFC er min første rigtige professionelle klub. Jeg elsker Nykøbing FC og folkene omkring klubben, så jeg er rigtig glad for at have forlænget.
– Jeg har også valgt at forlænge, fordi jeg føler, at det her er vores tid. Vi er bedre end de fleste hold i rækken, og jeg føler, at hvis vi bare træner sammen og yder vores maksimale, så kan vi som hold skabe rigtig store ting.
– På mange måder gav det perfekt mening for mig at blive i Nykøbing FC og fortsætte den udvikling, som jeg har gennemgået her, siger Jordan Wilson inden, at han understreger, hvor glad han er for den nye aftale.
– Jeg er ekstremt glad for den her aftale. For mig er det mere end bare en kontrakt. Det er ligesom en blåstempling af det arbejde, som jeg også selv har lagt i min udvikling. Det har ikke været nemt at nå hertil, og den her kontrakt er også min måde at sige, at jeg tror på mig selv, og jeg tror på den her klub. Jeg glæder mig meget til fremtiden i Nykøbing FC.
En fantastisk historie
Jordan Wilson kom til Nykøbing FC tilbage i 2015, hvorfor han har været med hele vejen fra 2. division til nu toppen af 1. division.
Historien omkring opblomstringen af Nykøbing FC er da også noget, som den smilende canadier lægger stor vægt på, når snakken falder på, hvorfor han fortsat er i klubben.
– Det der tiltaler mig rigtig meget ved Nykøbing FC er den historie, der er ved at blive skabt. Da jeg kom i 2015 var vi et midterhold i 2. division, men nu er vi et respekteret 1. divisionshold, der sagtens kan ende i Superligaen. Jeg vil rigtig gerne være med på den rejse og være med til at klubben kan tage næste skridt – jeg synes, at historien er helt fantastisk, fortæller han inden, at han fortsætter.
– Når man står midt i det hele, så ser man ikke på samme måde, hvor mange ting, der egentlig er sket i klubben. Når man så snakker med nogen udenfor klubben, så kommer man virkelig til at tænke over, hvilken positiv udvikling klubben har været i.
– Som konkurrencemenneske og perfektionist som mig, så vil man selvfølgelig altid have mere, og det motiverer kun til, at man skal arbejde endnu hårdere. Det er fint at se tilbage og tænke på, hvor langt man er kommet, men jeg tror på, at det er lige så vigtigt at bevare fokus og presse på for mere, siger Wilson.
Jordan Wilson er en målbevidst mand, og selvom han har rykket sig personligt og været et stor del af udviklingen på holdet, så har han stadig blikket stift rettet mod næste skridt.
– Jeg drømmer om mange ting med Nykøbing FC. Jeg drømmer om at vi slutter sæsonen godt, at have et endnu højere bundniveau, og at vi i endnu højere grad som hold kommer til et sted, hvor holdene frygter at møde os og vi har kvaliteterne til stadig at dominere og vinde. Vi er godt på vej, slår Wilson fast inden, at han nægter at se på Superligaen som en drøm.
– Jeg vil ikke engang kalde det en drøm, at vi rykker i Superligaen – det vil jeg meget hellere kalde et mål. Det er det, vi arbejder henimod, og vi tror alle på, at vi er gode nok til det.
Fremragende træningsmiljø giver optimal udgave af Wilson
En del af historien om Nykøbing FC, som Jordan Wilson har kunne betragte fra første række gennem snart fire år, er træningsmiljøet i klubben.
Ifølge Jordan Wilson er det fantastiske træningsmiljø med til at give den bedst mulige udgave af ham selv, og også dét har været en af grundene til forlængelsen.
– Lige siden jeg kom til Danmark fra Canada, så har jeg ønsket at være i et træningsmiljø, hvor jeg kunne udfordre mig selv, lave fejl, blive bedre af dem og generelt blive den bedste udgave af mig selv – det har jeg her i Nykøbing FC.
– Træningsmiljøet her i klubben er helt fantastisk, og jeg tror faktisk ikke helt, at folk ved, hvor skarpt det er. Når jeg ser på min egen udvikling hvert halve år, så har den været stor. Jeg tror ikke på, at jeg kunne være blevet denne udgave af mig selv i en anden 1. divisionsklub. Vi lægger hele tiden på, og det er jeg meget taknemmelig over at være en del af.
Kærlighed til Lolland-Falster
Alle der har krydset vej med canadiske Jordan Wilson ved, at der altid er et stort smil på hans læber og at det er svært ikke at være i godt humør, når man er i hans selskab.
Det høje humør skyldes ikke mindst, at han trives på Lolland-Falster, hvor han siden 2015 har været bosiddende i Nykøbing.
– Jeg er velsignet med at have dejlige mennesker omkring mig, og specielt min danske ekstrafamilie, Lasse og Mette Øster Dalsgaard, har betydet rigtig meget for mig. Jeg er 6500 km væk hjemmefra, så det betyder meget at have gode mennesker omkring sig, og dem har jeg mange af i Nykøbing. Når man så samtidig har den her fantastiske historie og det spændende eventyr i klubben, så er det hele bare perfekt.
– Nykøbing er gået hen og er blevet som hjem for mig. Jeg føler for området, samt de mennesker jeg har mødt hernede, og jeg kan mærke, at de også ønsker at se stor succes til klubben – det vil jeg være med til at opfylde, og jeg har en enorm tro på, at vi kan gøre det sammen, slutter Wilson med et stort smil.
Jordan Wilson har nu kontrakt til 30. juni 2020.