
Et af de største talenter, der er kommet igennem Nykøbing FC’s ungdomssystem er Jonas Kamper. Den lynhurtige kant følger stadig hjemstavnens hold, og han mener, at NFC har været afgørende for hans senere flotte karriere.
Brøndby IF, Bundesligaen og Superligaen. Talentet og tiden har bragt Jonas Kamper forbi store adresser siden, at han i 90’erne og starten af 2000 kæmpede sig vej op gennem Nykøbing FC’s ungdomsrækker og efterfølgende blev skippet afsted til Brøndby IF.
Selvom Jonas Kamper ikke nåede at spille mange minutter for Nykøbing FC’s seniorhold – der dengang hed Nykøbing F. Alliancen – så har klubben ifølge Jonas Kamper selv betydet rigtig meget for hans karriere.
– Nykøbing FC har betydet rigtig meget for min udvikling. Det er i Nykøbing FC, at grundstenene til min karriere er blevet lagt, og de største sten blev nok lagt, da jeg var 15-17 år. Det var de år, og den udvikling jeg gennemgik der, som gjorde, at jeg kunne komme til Brøndby, fortæller Jonas Kamper inden, at han sætter navn på især én ganske velkendt træner, der har betydet ekstra meget for ham.
– Jens Olsen var jo min ungdomstræner helt fra da jeg var drengespiller i B1921, juniorspiller og også på U19-niveau i Nykøbing FC. Jens var min mentor i de år, hvor fårene virkelig bliver skilt fra bukkene mht. unionshold og landshold, og han var med til, at jeg virkelig tog nogle store skridt i den periode.
Jens Olsen er dog ikke den eneste, der har betydet meget for Jonas Kamper, der bestemt ikke har glemt de mange ildsjæle, som han har mødt i sine unge år som fodboldspiller på Lolland-Falster.
– I mit første år som juniorspiller havde jeg Søren Andersen som træner, og han så et stort lys i mig selvom, at jeg i princippet kun havde alderen til at være drengespiller. Han gav mig en del kampe på juniorholdet, og det var rigtig godt for min udvikling.
– Der var også ’Palle Bager’ – Citybageren fra Nykøbing. Han overtalte mig til at skifte fra Eskilstrup og ind til Nykøbing og B 1921 som ni-årig. De betød begge rigtig meget for mig på hver deres måde, siger Kamper.
Én halvleg var nok
Jonas Kamper nåede ikke at husere længe på Nykøbing FC’s seniorhold før, at der var bud efter ham fra større klubber. Faktisk blev det kun til en enkelt halvleg i de dengang lilla spilletrøjer.
– Da jeg var førsteårs yngling, fik jeg en halvleg i en pokalkamp mod Skjold Birkerød. Vi vinder med et enkelt mål efter, at jeg har lavet et par assists. Efterfølgende laver jeg så en aftale med Brøndby IF, hvor jeg det næste års tid trænede tre gange om ugen med Nykøbing FC’s førstehold og fredag samt lørdag så henholdsvis trænede og spillede med Brøndbys U19-hold.
Selvom Jonas Kamper officielt var Brøndby-spiller, så boede han altså stadig hjemme hos sine forældre på Lolland-Falster. Det gav ifølge kantspilleren en dejligt glidende overgang til den professionelle tilværelse.
– Det første år som Brøndby-spiller var ret glidende, da jeg stadig boede hjemme hos min forældre i Nykøbing og tog det første år af min HF-uddannelse på Nykøbing Katedralskole.
– Året efter flyttede jeg så fra Falster og ind til Brøndby på et sportscollege hos den daværende juniortræner John Ranum, hvor vi var tre spillere, der boede sammen i underetagen i hans store hus.
– John og hans kone agerede en form for bonusfamilie, og det sikrede en blød overgang til ’mit nye liv’. Familien var rigtig gode til at tage sig af mig, og de havde hele tiden fingeren på pulsen omkring, hvad der foregik. De hjalp rigtig meget til, at jeg kunne leve som professionel, fortæller kamper.
Gnisten er der stadig
Efter Nykøbing FC spillede Jonas Kamper i fire år på Brøndby IF’s førstehold. Her var han blandt andet med til at vinde et dansk mesterskab inden, at han i 2006 blev solgt til Bielefeld i Bundesligaen.
Her var Kamper ligeledes i fire år og undervejs oplevede han store øjeblikke – eksempelvis en scoring direkte på frispark mod ingen ringere end Bayern München og Oliver Kahn.
I 2009 røg Bielefeld dog en tur i 2. Bundesligaen, hvorfor Jonas Kamper vendte snuden hjemad mod først Randers FC og siden Viborg FF, hvor Kamper stadig spiller.
Kamper er efterhånden blevet 34 år og kontrakten med Viborg udløber til sommer. Står det til Kamper selv, så er han dog langt fra færdig.
– Jeg har stadig glæden og passionen for sporten, så jeg håber da ikke, at jeg har gang i min sidste sæson – jeg har ambitioner om mere. Det er klart, at jeg heller ikke havde drømt om at skulle slutte min karriere med et år i 1. division, og som min karriere har forløbet i og med, at jeg har været forskånet for skader, så føler jeg egentlig stadig, at jeg har masser at give af.
– Jeg har dog været lidt skadesplaget i det her efterår, men jeg er kommet stærkt tilbage, og det har været meget vigtigt for mig at bevise overfor mig selv, at det ikke er slut endnu. Jeg har mod på meget mere, siger Kamper, der dog også har hensyn at tage til min familie.
– Jeg har en familie, der lige nu har slået sig ned i Randers, så det hele skal også foregå inden for en grænse, hvor det er muligt at kombinere min fodbold og vores bopæl. Det indskrænker naturligvis også mulighederne.
Aldrig udelukket at vende hjem
Selvom det efterhånden er mange år siden, at Jonas Kamper forlod Lolland-Falster og drog på fodboldeventyr, så lægger man hurtigt mærke til, at han stadig omtaler landsdelen som værende ’hjem’.
Spørger man ind til det og om han nogensinde har overvejet at vende hjem til hele Lolland-Falsters hold, lægger han da heller ikke skjul på, at han stadig nærer følelser for både klub og landsdel.
– Jeg har en bror og en søster, der stadig bor på Lolland-Falster og hver eneste jeg har haft, så har jeg været hjemme – og det kalder jeg virkelig stadig Nykøbing.
– Jeg har heller aldrig på nogen som helst måde ville afskrive at vende tilbage til Nykøbing FC. Det er klart, at når man er født og opvokset i et lille samfund som Lolland-Falster trods alt er, så holder man sammen.
– Det er jo klart, at når man tager min alder i betragtning, så er det ved at være, hvis det skal ske. Jeg har jo nok ikke 10 år tilbage af min karriere, griner kantspillere.
Planen om Superliga ser bæredygtig ud
Det er ingen hemmelighed, at ambitionerne i Nykøbing FC er høje. Målet er Superliga i 2020, og Jonas Kamper både tror og håber på, at hans barndomsklub lykkes med de store planer.
– Jeg har altid synes, at det kunne være rigtig sjovt at se landsdelen være repræsenteret i Superligaen, og jeg synes faktisk ikke, at klubben er så langt fra. Efter storsatsningen med Claus Meyer, Claus Jensen og Mick Øgendahl, så synes jeg, at det ser rigtig bæredygtigt ud.
– Når man kigger på nogle af de klubber, der i dag ligger i Superligaen, så er der flere af dem, der for kort tid siden lå i det leje som Nykøbing FC gør nu – her tænker jeg især på Hobro og Helsingør. Så det kan sagtens lade sig gøre, vurderer Kamper.
Jonas Kamper og Viborg FF besøgte i sommer Nykøbing F. Idrætspark og her blev Kampers mandskab sendt hjem med et 4-2-nederlag. Her imponerede Nykøbing FC den tidligere NFC-spiller med flot fremadrettet spil.
– Nu har vi jo selv prøvet at spille mod Nykøbing FC i den her sæson, og vi tabte fuldt fortjent med 4-2. Spillestilen som Nykøbing FC praktiserer er underholdende samt fremadrettet, og det mener jeg også er vejen frem.
– Holdet er båret af ungdommen krydret med rutine i form af Anders Due, Lars Pleidrup og Søren Christensen, der ligger og styrer det hele, så jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle kunne lykkes med at komme i Superligaen.
Nykøbing FC – en skjult talentfabrik
Jonas Kamper er blot én af mange lokale spillere, der gennem tiden har taget skridtet fra Nykøbing FC og op i Superligaen.
For Kampers vedkommende skete det i en meget ung alder, da han fik chancen som ynglingespiller. Det glæder derfor også den tidligere Viborg-anfører at se, at der nu igen satses på unge og lokale spillere i NFC.
– Det er rigtigt fedt at se, at klubben satser på unge og lokale spillere. Jeg tog selv et karrierevalg om at tage til Brøndby dengang, og det ville jeg nok heller ikke gøre om den dag i dag. Men muligheden opstod jo, fordi jeg netop fik chancen i en ung alder.
– Man turde give mig chancen, og det samme gjorde man med en række andre spillere, der så også endte med at tage springet op i Superligaen. Så det er den helt rigtige tilgang mener jeg – for Nykøbing FC i virkeligheden måske en lidt skjult talentfabrik, hvor potentialet er rigtig stort.
Potentialet ligger derfor allerede i klubben, men ifølge Jonas Kamper kan det udvikle sig yderligere, hvis klubben formår at gøre sig i Superligaen.
– Det at man kan få et flagskib på Lolland-Falster, som potentielt kan gøre sig i Superligaen gør, at der også bliver gjort rigtig god reklame for de unge spillere. Det kan de bruge som en springbræt i deres videre karriere, og det tror jeg også vil gøre NFC til en endnu mere attraktiv klub at komme til – også for unge spillere i københavnsområdet.
En hilsen til Jens Olsen
Undervejs i snakken med Jonas Kamper, nævner han af flere omgange Nykøbing FC’s nuværende cheftræner Jens Olsen, og Jonas Kamper lægger da heller ikke skjul på Olsens store betydning for ham.
– Jeg vil gerne sende en hilsen til Jens Olsen, og jeg vil gerne sige tak for hans positive sind, hans fantastiske væsen og hans altid store tålmodighed med Familien Kamper.
– Jens havde et tæt samarbejde med min far, da han var holdleder, imens Jens stod i spidse for os i de unge år, og lige nu ved jeg, at Jens døjer med min søster nede på Gunslevholm. Gennem årene har han selvfølgelig også døjet med mig, så han har udvist stor tålmodighed overfor hele familien – det er jeg ham evigt taknemmelig for, slutter Jonas Kamper.
Følg med i morgen, hvor vi på vores Facebookside åbner næste låge i dette års Nykøbing FC-julekalender.