I denne uge vender Joachim Wagner hjem til fødebyen Nakskov, og angriberen glæder sig til det nostalgiske gensyn med både by og FC Nakskovs baner.
Når Nykøbing FC i morgen spiller mod Lyngby i Nakskov på OK+ Stadion, er det den første af to Nykøbing FC-kampe i denne uge, der bliver spillet i byen.
Søndag klokken 13:45 danner Nakskov nemlig ligeledes rammen om Nykøbing FC’s NordicBet Liga-møde med FC Roskilde, og de to kampe på Lolland er for især en Nykøbing FC-spiller helt specielt.
Joachim Wagner er således født samt opvokset i Nakskov, og han glæder sig da også til gensynet med barndomsbyen.
– Nakskov er ’hjem’ for mig. Jeg er født og opvokset i Nakskov, og mine forældre bor der stadig – så jeg har stadig en stor tilknytning til byen. Jeg føler virkelig, at jeg er hjemme, når jeg er i Nakskov også selvom, at Nykøbing FC i fodboldmæssig forstand er min klub.
– Jeg har rigtig mange gode minder fra Nakskov – både på og udenfor banen. Det bliver helt nostalgisk at vende hjem til de gamle omklædningsrum, og de baner, som man har haft så mange gode oplevelser på.
– Jeg glæder mig ikke bare til at vende hjem og spille de her to kampe mod Lyngby og FC Roskilde, der er også en masse mennesker, jeg glæder mig til at se igen. Forhåbentlig kommer der en masse tidligere holdkammerater og trænere, som jeg kan få lov til at hilse på, og så håber jeg virkelig, at der kommer en masse lokale på stadion, så vi kan vise, at som landsdel står sammen om Nykøbing FC.
Nykøbing FC spiller første kamp i Nakskov i morgen klokken 18:00, imens søndagens kamp mod FC Roskilde sparkes i gang klokken 13:45.
Til sidstnævnte kamp er der gratis vin til de første 100 betalende voksne samt flotte drikkedunke til de første 100 børn.