
I morgen får Joachim Wagner den hyldest han fortjener, når han kortvarigt kan gøre comeback i NFC-trøjen.
For godt og vel et halvt år siden, var Joachim Wagner tvunget til at stoppe karrieren grundet skadesproblemer.
Dermed kunne Wagner ikke stoppe karrieren i hjerteklubben, NFC, men det får han nu helt ekstraordinært muligheden for ved morgendagens kamp mod HIK.
Manager Claus Jensen glæder sig over at kunne give Joachim Wagner den NFC-afsked, som klubmanden fortjener.
– Joachim har et hav af kampe for klubben, har NFC-DNA i sig og så er han derudover en fantastisk dygtig fodboldspiller, der desværre måtte stoppe karrieren alt for tidligt. Vi fik aldrig sagt ordentligt farvel til Joachim i Lollands Bank Park, så jeg er rigtig glad for, at vi på den her festdag kan give Joachim de sidste minutter i NFC-trøjen, så vi alle kan få sagt tak for en flot karriere og mange store oplevelser, siger Claus Jensen.
Joachim Wagners comeback er derfor kortvarigt, men det ændrer nu ikke på, at Joachim selv er yderst taknemmelighed for muligheden.
– Det har altid været mit mål og meningen, at jeg skulle slutte min karriere i Nykøbing FC, så det er jeg naturligvis utrolig glad for, at jeg kan komme til nu. Jeg glæder mig utrolig meget til at løbe ind i Lollands Bank Park for en sidste gang, og jeg vil gerne takke Claus Jensen for, at han har givet mig muligheden for det, siger Wagner, som dog må se sin sædvanlige trøje nummer 9 være optaget af klubbens øjeblikkelige topscorer.
– Det er jo mit gamle nummer, men jeg er meget tilfreds med at se, hvordan ’MK’ bærer det og præsterer godt for klubben. Så må jeg tage to nitaller i stedet, slutter Wagner med et grin.
Joachim Wagner vender efter sit kortvarige comeback tilbage til at være angrebstræner i NFC.
Køb din billet til oprykningsfesten, Søren Christensens afskedskamp og altså Joachim Wagners comeback på nfc.eventii.dk.