Klubikonet Joachim Wagner drager efter 277 kampe for Nykøbing FC videre i karrieren, men det bliver ifølge offensivspileren ikke det sidste, vi ser til ham i NFC.
Efter 277 kampe og 75 mål for Nykøbing FC drager Joachim Wagner ved årsskiftet videre i karrieren.
Offensivspilleren har om nogen klubben inde under huden, hvorfor det da også bliver vemodigt for ham at tage afsked med hjerteklubben.
– Det er selvfølgelig vemodigt at skulle tage afsked med Nykøbing FC, men jeg ser på det med positive øjne. Jeg har altid været glad for at spille i Nykøbing FC, og derfor ser jeg også mere på det som et på gensyn fremfor et farvel. Hvis ikke det bliver som spiller, så måske som træner en dag, siger Wagner inden, at han afdramatisere sin afgang.
– Det er en beslutning, som jeg selv har truffet, og jeg føler, at klubben som altid har haft stor respekt for mig og den beslutning. Tiden var kommet til at prøve noget nyt, og jeg er glad for, at klubbens behandling af mig, så jeg kan få lov til at prøve den her ambition af. Det er jeg meget taknemmelig for.
Sammenholdet som højdepunkt
Med sine 10 år i Nykøbing FC har Joachim Wagner været med på hele rejsen fra nedrykningstruet 2. divisionshold til etableret 1. divisionsmandskab.
Der er derfor nok af højdepunkter at fremhæve for Wagner, men alligevel er det stoltheden over at repræsentere klubben, og ikke mindst fællesskabet, som offensivspilleren lægger mest vægt på.
– Et af højdepunkterne i min NFC-karriere er selvfølgelig min debut som 17-årig, hvor vi vinder 1-0 over Skjold, og jeg bliver matchvinder. Oprykningen til 1. division i Thisted står naturligvis også meget klart for mig. Noget af det, der står stærkest for mig er dog, at jeg gennem de mange år har fået lov til at repræsentere hele Lolland-Falsters hold sammen med mine bedste kammerater, og at sammenholdet har været noget helt specielt.
Efter 277 kampe og 10 år i Nykøbing FC føler Joachim Wagner noget specielt for klubben. Han er da også taknemmelig for, at klubben har været med til at gøre ham til den spiller, som han er i dag.
– Nykøbing FC er jo min klub. Det har jeg aldrig lagt skjul på. Det var her, at jeg fik chancen for at spille førsteholdsfodbold, da jeg kom som 16-årig og fik min debut som 17-årig. Lige siden har jeg været glad for at være i klubben, og alle de mennesker, der har været omkring den gennem tiden.
– Jeg har prøvet lidt af hvert i min tid i Nykøbing FC. Jeg har haft defensive trænere, jeg har haft offensive trænere, og jeg har både været med til at overleve nedrykning og opnå oprykning. Det hele har været med til at forme mig til den spiller, som jeg er i dag, og det er jeg meget taknemmelig over, fortæller Nykøbing FC nu forhenværende nummer ni.
Vil følge klubben tæt
Der kan ikke herske tvivl om, at nakskovitten Joachim Wagner er NFC-mand helt ind til benet.
Offensivspilleren med 75 NFC-mål på cv’et vil da også følge, hvad han kalder for ’sin klub’ tæt fremover.
– Jeg føler, at jeg har taget ansvar i Nykøbing FC, og jeg har virkelig brændt for at være med på den her rejse og i den udvikling, som NFC i den grad har været og stadig er i gang med. Jeg er glad for den tillid, som jeg har fået gennem tiden, og jeg føler, at jeg kan tage fra Nykøbing FC med visheden om, at der er dygtige spillere, trænere og folk udenom, der passer på klubben. Det betyder meget for mig, fortæller Wagner inden, at han runder af.
– Nykøbing FC vil altid være min klub, og jeg håber kun det bedste for klubben fremadrettet.