Seneste nyt

Jessen: Stolt over at have repræsenteret landsdelen

af

Nicolai Jessen stopper i Nykøbing FC efter fire gode år, der har budt på stor stolthed over at repræsentere hele Lolland-Falsters hold.

Rødby-raketten Nicolai Jessen får ikke forlænget sin kontrakt, der udløber d. 30. juni. Parterne har dog været enige om, at der skulle ske noget nyt, og ifølge Nicolai Jessen er der da heller ingen sure miner.

– Det har selvfølgelig været en rigtig svær beslutning ikke at skulle være i Nykøbing FC længere. Efter fire gode år, har jeg haft brug for, at der skulle ske noget nyt, og jeg har haft nogle gode snakke med klubben omkring dette.

– Man skal ikke tro, at der bliver smækket med dørene – vi er blevet enige om, at det måtte være sådan her, fortæller Jessen.

Nicolai Jessen kom til Nykøbing FC i 2014, og efter fire gode år i klubben er der rigeligt med gode minder at se tilbage på.

– Jeg vil kigge tilbage på mine fire år i klubben som værende fantastiske. Klubben har været stærkt medvirkende til at udvikle mig til at være den spiller jeg er i dag, og jeg har været rigtig stolt over, at repræsentere landsdelen samt sætte hele 2020-visionen i gang.

– Der er mange minder at se tilbage på, men det er klart, at oprykningen til 1. division oppe i Thisted står klarest. Jeg vil dog også se tilbage på det gode kammeratskab, der er i klubben.

– Jeg vil også rigtig gerne sige tak til fansene, fordi de altid har støttet mig, men også Jan Jacobsen. Det var ham, der i sin tid fik mig til Nykøbing FC, og havde han ikke gjort det, så havde jeg ikke stået her i dag med alle de her gode minder, slutter Jessen.