Lørdag eftermiddag venter en svær udekamp mod Jammerbugt, hvem manager Claus Jensen roser for et godt kollektiv og en flot start på tilværelsen i NordicBet Ligaen.
Der venter Nykøbing FC en svær udekamp i morgen i Pandrup, hvor NordicBet Ligaens øjeblikkelige nummer syv, Jammerbugt FC, venter.
Jammerbugt har markeret sig via et stærkt kollektiv, og det er da også noget, som manager Claus Jensen har bidt mærke i.
– Jeg kendte ikke så meget til Jammerbugt inden, at vi gik ind til sæsonen, men de har vist sig som værende et hold med stort H. De har nogle dygtige spillere – det giver sig selv, men måden deres udtryk er på emmer bare af et godt kollektiv, og det har de lavet nogle rigtig stærke resultater på. Det bliver en hård kamp mod et kompetitivt hold, der kommer med en frisk sejr i bagagen, siger Jensen.
Senest vi mødte Jammerbugt FC blev det til en 4-1-sejr hjemme i Lollands Bank Park, men Claus Jensen forventer en anden type kamp i Pandrup.
– Jeg tror, at det bliver en anden type kamp, end den vi havde i Lollands Bank Park. Vi skal være tålmodige i kampen, og det kan sagtens være, at vi skal arbejde rigtig hårdt for, at kampen ligesom åbner sig lidt mere op. Der skal vi så være dygtige. Det bliver en tough kamp – det er jeg helt overbevist om, siger han.
Svær periode er ikke overraskende
Nykøbing FC kommer fra en sidste uge, hvor det inden for en kort periode blev til tre nederlag efter en meget fornem start på sæsonen.
Manager Claus Jensen påpeger dog, at det ikke er usædvanligt, at en oprykker før eller siden oplever modgang.
– Vi vidste godt, at der ville komme svære perioder. Vi er lige rykket op, men vi kender NordicBet Ligaen – det er bare en rigtig stærk række. Selvfølgelig kommer der perioder, hvor tingene bliver svære, men det handler om at komme ud af det igen, og det har jeg fuld tiltro til, at vi kommer, siger Jensen inden, at han fortsætter.
– Vi har gjort vores attitude og vores intensitet til vores varemærke, og den var hverken vi i staben eller spillerne selv tilfredse med mod Fremad Amager. Det skal vi selvfølgelig tilbage til i morgen, og det regner jeg også stærkt med, at vi kommer, slutter han.
Der er kickoff kl. 14:00, og du kan enten se kampen på Viaplay, høre den på RadioSydhavsøerne eller følge den via vores egen liveopdatering på Facebook.