Manager Claus Jensen ser frem til dagens kamp mod Esbjerg, hvor NFC-mandskabet kommer ind til opgøret med masser af selvtillid.
Det var et ærgerligt NFC-mandskab, der i sidste weekend måtte rejse fra Fredericia uden point efter en kamp, hvor præstationen snildt kunne have retfærdiggjort point til samlingen.
Skuffelsen kom dog ifølge manager Claus Jensen hurtigt ud af kroppen.
– Vi tager mange gode ting med os fra Fredericia-kampen. Dagen efter kampen skulle vi lige have skuffelsen ud af kroppen, fordi vi følte egentlig, at kampen kunne have tippet begge veje.
– Herefter er den dog kommet hurtigt ud af kroppen igen, for vi præsterer godt, vi træner godt, og vi har det fremragende som gruppe. Jeg er rigtig glad for, hvor vi er, og jeg er glad for de præstationer, som vi efterhånden har leveret rigtig stabilt over efteråret. Vi tager en masse positivt med os til Vestjylland, siger manageren.
Før kampen indtager Esbjerg 8. pladsen i NordicBet Ligaen – fem point efter Nykøbing FC. Og selvom ambitionen som altid naturligvis er tre point, så er det med respekt for modstanderen, at NFC søndag drager til Vestjylland.
– Esbjerg har været meget igennem i den her sæson, men der er ingen tvivl om, at deres kurve er opadgående. De har et ungt hold, og derfor kan de også svinge lidt fra kamp til kamp. De har dog masser af kvalitet i holdet, hvor der er nogle rigtig dygtige individualister. Vi har stor respekt for Esbjerg, og vi går som altid ind med ydmyghed til kampen, siger Jensen, der dog ikke lægger skjul på ambitionen for opgøret.
– Vi hungrer efter at komme ud og levere et resultat efter kampen i sidste weekend, så vi tager selvfølgelig til Esbjerg med ambitionen om at tage alle tre point med hjem, slutter Jensen.
Du kan vanen tro følge kampen på Viaplay, Radio SydhavsØerne eller via vores liveopdatering på Facebook.